Esbern Snare fortsætter piratjagt ved Afrika

Korsør-krigsskibet Esbern Snare skal fortsat jagte pirater ud for Afrikas Horn. Regeringen forlænger indsatsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pirater ud for Somalias kyst skal fortsat holde øje med det danske krigsskib Esbern Snare. Regeringen forlænger nemlig jagten på sørøvere ved Afrikas Horn, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det var ellers planen, at fartøjet skulle vende hjem til Danmark til december, men opholdet ved Afrika er nu blevet forlænget til 1. marts 2011.

Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo har tidligere luftet ideen om at afslutte den danske piratjagt i Adenbugten, hvor internationale skibe især er plaget af somaliske pirater, men jagten fortsætter altså.

- Det er en indsats, som regeringen lægger stor vægt på. I dag har vi derfor besluttet at forlænge vores flådebidrag i 2011, så piraterne ud for Afrikas Horn også til næste år kan regne med at have et dansk skib i hælene, siger udenrigsminister Lene Espersen i pressemeddelelsen.

Den danske indsats mod pirateri ud for Afrikas Horn har stået på siden 2008 og består af støtteskibet Esbern Snare inklusiv helikopter og op til 145 besætningsmedlemmer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik