Erindringer fra Havrebjerg

Hans Gunnar Arentz skriver her om sine erindringer fra barndommen i Havrebjerg: En landsbydrengs-knejt.

Dreng i Havrebjerg

Inden jeg starter beretningen om min barndom og ungdom i Havrebjerg, er det måske på sin plads at berette lidt om min familie og mig selv. Jeg er født den 28. juli 1935 i Menstrup i Sydsjælland og fik navnet Hans Gunnar Steensgaard Arentz. Min far Thorvald Arentz, var enelærer på den lokale skole. Min mor Valborg Arentz var - som stort set alle kvinder på den tid -  ufaglært, eller som det hed: hjemmegående husmor.

I foråret 1939 søgte og fik min far embedet som lærer i Havrebjerg, og det beholdt han til sin død i januar1964. Min mor døde i juli samme år. Min søster blev boende i Havrebjerg til sin død i 1987. De ligger alle begravet på Havrebjerg kirkegård, og det gør min bror Lars, der døde i 1996, også. I dag er tilknytningen primært til kirkegården, men minderne om Havrebjerg er mange og gode, så gode at jeg i 2006 besluttede at skrive nogle af dem ned. Det er blevet til et større værk, og her følger et lille udklip.

Men tilbage til Menstrup. I dag er Menstrup gamle skole en velrenoveret landsbyidyl, men da vi boede der var den faldefærdig. Menstrup skole var en gammel rytterskole med stråtag, bygget i 1848. Der var bolig i den ene ende af bygningen, og skolestue i den anden. Dertil kom "loen", som vi kaldte den, et levn fra den tid, hvor der hørte et stykke jord - et skolelod - med til embedet. Loen indeholdt et (uopvarmet) gæsteværelse, et gammeldags lokum, vaskehus og garage. Endvidere var der god plads til haveredskaber, æblekasser og min fars udstyr til biavl, såsom honningslynge, "tavler" o.s.v. For enden af loen lå hønsehuset. Det hører med til historien, at det vrimlede med rotter overalt, både i loen og i stuehuset.

Omkring 1937 besluttede sognerådet, at skolen skulle nedlægges, og der skulle bygges en moderne centralskole. Den skulle stå klar til brug i efterret 1939, og da min far absolut ikke ønskede at være lærer under den kommende skoleleder, skulle han søge nyt embede. Forskellige muligheder blev bragt på bane, om min mor sagde, at hun kunne bo hvor som helst i landet, bare der ikke var rotter.

Og det blev - gud ske lov tør jeg sige - Havrebjerg, og der var ingen rotter. I april 1939 flyttede vi ind i den helt nye skole i Havrebjerg. Familien bestod af mine forældre, min søster Marie, født 1925, min bror Lars, født 1932, samt lille mig. Familien blev i 1946 udvidet med min lillebror, Ole.

Sognerådet i Havrebjerg havde i 1937 overvejet at bygge en ny skole, og på et eller andet tidspunkt i 1937 eller 1938 havde arkitekt Knudsen Pedersen fra Slagelse lavet tegningerne. Sognerådet blev kaldt sammen, og Knudsen Pedersen fremviste tegninger og skitser, og mødet endte med, at sognerådet lige ville se tiden an - det var jo ikke noget, der hastede. Knudsen Peder satte sig i bilen og kørte mod Slagelse, men inden han nåede hjem, brændte den gamle skole. Det var en skorstensbrand, der hurtigt bredte sig, og skolen brændte ned i løbet af kort tid. Men heldigvis lå tegningerne klar, og byggeriet gik i gang kort tid efter branden. Efter branden blev den gamle forskole benyttet som skole, og da den ny skole blev taget i brug, blev forskolen omdannet til alderdomshjem med - så vidt jeg husker - 5 lejligheder. Den er som bekendt siden hen nedbrændt.

I det tidlige forår 1939 stod Havrebjerg ny skole klar. Den var bygget efter den nye landsby skolelov, og det betød at der var gymnastiksal, sløjdsal og skolekøkken, noget der absolut ikke var i Menstrup.

Lærerboligen var en drøm, alt var nyt, stort og flot, der lugtede af maling og fernis. og med lidt tilløb kunne man glide på strømpesokker hen over gulvet som på en glidebane. I stueplan var der 3 stuer, køkken, spisekammer, baggang, stor entre, som i en salgsannonce i dag ville hedde en hall. På 1. sal var der badeværelse, soveværelse samt 3 værelser. Dertil kom fuld kælder. Der var centralvarme, elektrisk komfur, varmt og koldt vand og badeværelse med træk og slip. Det lyder jo som noget helt almindeligt anno 2008, men i 1939 var lærerboligerne vist nok det eneste sted i sognet med alle disse nymodems faciliteter.

Et par dage før den samlede familie rykkede ind, havde mine forældre været et kaffekomsammen med skolekommissionen, og de havde benyttet lejligheden til at tage enkelte effekter med, blandt andet børnesengene, så der var redt op i det værelse, Lars og jeg kom til at dele de næste 12 - 13 år. Da vi gik i seng om aftenen, sagde jeg til mor: "Nu er vi da rige", og det måtte hun give mig ret i. Det havde dog ikke noget at gøre med kontanter eller fede bankbøger, det var en anderledes og nok også bedre rigdom..

Det var starten på 25 lykkelige år. Familien faldt hurtigt til og både børn og voksne fik mange, gode venner.

Haven

Haven var en blanding af urskov og byggeplads. Den havde ligget brak i ca. 2 år siden den gamle skole brændte, så far så i øjnene, at han godt kunne droppe skuffejernet og den lille rive. I stedet lånte han et par heste, en plov og en harve hos Thorvald Madsen.

Der blev pløjet, harvet og tromlet, sået to store græsplæner og anlagt gange med grus, og der blev også sat 5 bistader op. Der blev plantet en del stauder, der var medbragt fra Menstrup..

Der blev også sat styr på køkkenhaven eller urtehaven, som vi kaldte den. Da krigen kom, skulle det jo vise sig, at være af uvurderlig værdi for husholdningen og økonomien. Vi var simpelthen selvforsynende med grøntsager. I forbindelse med at haven skulle sættes i stand, kom far i forbindelse med Albert Johansen, der gav en hånd med. Men mere om Albert senere.

Mit Havrebjerg

Jeg har oplevet 2 store skelsættende begivenheder i Danmarkshistorien: 2. verdenskrig og Danmarks forvandling fra bonde- til industrisamfund, Begge dele fik stor indflydelse på mit liv i Havrebjerg.

I 1939 var der ca. 575 indbyggere i Havrebjerg. De fleste boede i selve byen omkring skolen, kirkerne og stationen, og resten boede i "forstæderne" Krænkerup og Blæsinge.

Der var i min tidlige barndom og i hvert fald de næste 10 - 15 år

- en brugs, der også handlede lidt med korn og foderstoffer,

- et brødudsalg med en lille købmandsforretning,

- yderligere en købmand (og købmanden var også skrædder),

- en malermester,

- en murermester

- en smed

- to tømrermestre.

- mejeri,

- fiskemand (hestetrukken, 1 gang om ugen)

- Slagelse Brødfabrik og Skaftelev Brødfabrik, leverede brød til døren 2 gange om ugen.

Der var såmænd også et fattighus (lige over for Brugsen)og et sprøjteskur med en gammel hestetrukken, håndbetjent brandsprøjte - Havrebjerg Brandvæsen. Jeg mener det lå ved gadekæret.

Og så var der husmænd, statshusmænd, bolsmænd, bønder, proprietærer, arbejdsmænd, daglejere og et stort antal karle og piger.

Der var ingen pensionister for slet ikke at snakke om førtidspensionister, det hed aldersrentemodtager eller rentier, hvis man var rig nok eller lidt snobbet.

Og der var en central med en centraldame, fru Sørensen. Telefonen var stor, havde håndsving og der stod KTAS på den i guldbogstaver.

Det er forbløffende, så mange navne og betegnelser, der ikke anvendes mere, ikke mindst indenfor skolevæsnet. Førstelærer og andenlærer, forskole og dertil hørende forskolelærer(inde). Realskole pg centralskole findes heller ikke mere. Og kommunehuset, som var efterfølgeren til fattighuset og alderdomshjemmet, som senere blev til plejehjem. Disse gamle betegnelser var gældende, da jeg var barn.

Og arbejdstiden var lang, så vidt jeg husker var den 48 timer om ugen, da jeg startede som elev i Landbobanken i 1951, og fænomenet betaling for overarbejde fandtes ikke indenfor bankverdenen. Og der var vist ingen, der talte arbejdstimer for piger og karle på landet.

Det ligner jo ikke dagens Havrebjerg.

Forretningerne er for længst lukket, håndværkerne er væk, landbrugene er slået sammen til større brug.

Jeg siger ikke, at det var bedre den gang, men jeg er glad for, at jeg har oplevet og kan huske det landsbyliv med landmænd, håndværkere, handlende, bønderkarle og stuepiger, og det er det Havrebjerg, der ligger til grund for mine erindringer. Den dag i dag kan jeg blive blank i øjnene, når jeg tænker tilbage på hvilken rigdom af oplevelser dagligdagen bød på.

Hus 4

En meget tidlig erindring er "Hus 4".

Ledvogterhuse og banearbejderhuse lå tæt op ad jernbanen og var nummererede. Havrebjerg var første station på den daværende Slagelse - Kalundborg bane, og husene startede med "Hus 1" i Slagelse. "Hus 4", "Hus 5" og "Hus 6" lå alle i Havrebjerg. Disse huse var næsten identiske. Næsten - men ikke helt. "Hus 4" havde ikke indlagt vand og elektricitet, det havde "Hus 5". Baneformanden boede noget mere standsmæssigt, og hans hus hed heller ikke "Hus-et-eller-andet". Baneformanden var i øvrigt tunghør, og "man" sagde, at han flere gange havde været ved at blive kørt ned af toget, på sin 3-hjulede banecykel eller dressinen, fordi han ikke kunne høre toget.

"Man" var for øvrigt en betydningsfuld faktor i datidens liv på landet. "Man" siger ude i byen, "man" har hørt - så var man garderet for at løbe med sladder, man havde jo ikke nævn navne. 

"Hus 4"var i mange år en meget vigtig del af min tilværelse. Her boede Martha og Albert Johansen. Martha var ledvogter, det betød, at hun sammen med Issøe Nielsen i "Hus 5" sørgede for at hejse bommene op og ned ved Stillinge vejen og manuelt lukke de 2 led ved Krænkerup vejen. Albert arbejdede ved banen, når der ellers var noget arbejde. Når der ikke var det, kunne Albert så meget andet, ja, i mine øjne kunne Albert alt. Albert hold høns, duer, kaniner og ged, han havde mistbænk, og man kunne købe porrer, stedmoderplanter og andre gode ting til udplantning.

Martha og Albert var jordens elskeligste mennesker, og jeg holdt kontakt med dem, så længe de levede. Jeg var aldrig på besøg i Havrebjerg uden at se indenfor hos Martha og Albert.

Men i 1939 var det noget andet, der trak mig til "Hus 4". En af mine fætre spurgte mig, hvem der var min bedste legekammerat, og jeg sagde, at det var "Kellerbendergurli", Marthas og Alberts 3 børn, der hed Kjeld, Bendt og Gurli. Kjeld var 2 år ældre end jeg, Bendt 1 år ældre, og Gurli var 2 år yngre end jeg. De var mine første og forblev mine bedste legekammerater gennem barndommen.

Min mor morede sig meget over en episode, hun oplevede dagen før Bendt og jeg startede sammen i 1. klasse. Kjeld og Bendt og jeg sad på trappen til vores hus og diskuterede skolegang, og forventningsfuld sagde jeg: "Nu er der kun én dag, til vi skal i skole." Hertil kommenterede Kjeld, der allerede havde et års erfaring: "Så er jeres bedste tid forbi." Den bemærkning har vi tit moret os over.

Jeg har et utal af minder fra "Hus 4". Et af dem er sigtebrød med smør og sukker. Når Skaftelevbageren havde været der, smuttede vi ind i det meget  lille køkken. Så skar Martha et stykke sigtebrød til hver, kom smør på og holdt det på sned over sukkerskålen mens huns dryssede sukker på. Og hvis Marta mente, vi havde fortjent det, spurgte hun, om vi ville have "en en stump". Jeg vidste, hvad det betød, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor Martha sagde "en" 2 gange. En dag spurgte jeg far, hvorfor Martha som den eneste i verden sagde "en" 2 gange. Og han kunne fortælle mig, at det var gammelt dansk og betød "end én stump", altså endnu et stykke. Jeg har aldrig nogensinde hjemme fået eller bedt om et stykke sigtebrød med smør og sukker. Det hørte til i "Hus 4".

En anden ting, der hørte med til hyggen i "Hus 4" var manglen på elektricitet. Der var petroleumslamper, og i stuen var der en karbidlampen. Den var virkelig spændende, den lyste bedre end petroleumslamperne og den havde en stærk, ram lugt, især når man tændte og slukkede den. Jeg er ikke sikker på, at Martha og Albert mente det var hyggeligt og spændende at undvære elektricitet

Krigen

I min erindring starter 2. verdenskrig den 9. april 1940. Østrigs indlemmelse i Det Tyske Storrige, krigen mod Polen, Englands krigserklæring mod Tyskland, ja, det husker jeg i sagens natur ikke. Men den 9. april husker jeg tydeligt, og især to hændelser brændte sig fast i min hukommelse. Den første var, at min mor græd, og det havde jeg aldrig oplevet før. Mange år senere fortalte en psykolog mig, at det altid gør et stort indtryk på børn, når de oplever, at deres forældre græder. Dernæst husker jeg tydeligt de tyske fly. Ikke mange, måske 4 - 5 stykker, der kredsede rundt i god afstand fra Havrebjerg. Min far gættede på, at de lå over flådens skibe i Korsør eller Korsør færgehavn, og det viste sig, at være tilfældet.

Privat bilkørsel blev snart forbudt, og det blev besluttet, at familiens dejlige Ford 1929 skulle langtidsparkeres i Johannes Frandsens vognport. Spørgsmålet var nu, om far skulle være en lovlydig borger og lade et par heste trække bilen ud til Holmegård, eller om han skulle fyre de sidste liter benzin af og - stik imod loven - selv køre den derud. Valget faldt på det sidste, og kom mere eller mindre til at ligne en skovtur. Hele familien blev stoppet ind i bilen, og dagen blev fejret med kaffebord hos familien Frandsen. De efterfølgende mange fod- og cykelture betød, at min far tabte ca. 20 kg på et år.

Generelt mærkede vi ikke meget til krigen i de første krigsår. Men jeg husker tydeligt problemerne med mørklægningsgardiner. Man kunne ikke umiddelbart købe rullegardiner, og slet ikke i den størrelse som vore store vinduer krævede, så tømrermester Charles Hansen lavede nogle uhåndterlige trærammer, der blev beklædt med mørklægningspapir.

Rationeringen blev hurtigt om ikke et problem, så dog et irritationsmoment, ikke mindst manglen på brændsel i de meget kolde vintre. Man kunne ikke få koks, så der blev fyret med tørv, ofte af en temmelig dårlig kvalitet. Skolens kælder blev omdannet til beskyttelsesrum, og der blev opsat jernbanesveller foran kældervinduerne. Det bedste var imidlertid, at min far blev udstyret med en gasmaske og en meget stor lygte, samt - og guderne må vide hvorfor - en politistav. Skolen blev også udstyret med en "Røde Kors kasse" med spændende ting, vi ikke måtte røre. Noget senere, jeg tror det må være i 1944, blev skolen tildelt én stålhjelm. Falck fra Slagelse afholdt førstehjælpskurser i skolen, hvor alle voksne kunne deltage, og min mor blev medlem af "Danske Kvinders Beredskab", og efter bestået kursus i førstehjælp blev hun udstyret med et flot emblem og et Røde Kors armbind. Det opfattede jeg som noget meget spændende og vigtigt.

I sensommeren 1941 fik vi besøg af danske soldater på øvelse. Et feltkøkken blev sat op under de store kastanietræer i skolegården, og 4 - 5 soldater sad i vaskekælderen og skrællede kartofler. En af dem sang "Lotte hopper som en ged, gade op og gade ned". Jeg tror, det var en revy- eller måske filmvise, og Lotte var en hest.

Der blev opstillet vagtposter op forskellige steder, og i hjørnet ved Stillinge vejen under den store Elm, stod et maskingevær på 3-fod. Jeg fik lov til at tale i felttelefon og prøve en stålhjelm, joh, det var en skøn dag.

Godt et år efter var der soldater igen. Jeg legede med Kjeld og Bendt i Hus 4, da Martha kom og fortalte, at der var soldater i vor have. Jeg styrtede hjem, hoppede gennem hullet i hækken ved den store Elm - og lige i favnen på 5 - 6 tyske soldater. I 1942 vidste en 7-års dreng udmærket, at tyskerne var onde. Jeg vidste måske ikke helt, hvor onde de var, for jeg var sikker på, de ville skyde mig. De ca. 50 meter fra de tyske soldater og hen til hoveddøren er de længste, jeg har spadseret i mit liv. Jeg ventede hele tiden, at kuglerne ville pifte om ørerne på mig, ja, at de ville ramme mig. Der skete ikke noget, jeg kom helskindet ind i huset, og min mor kunne tydelig se, at jeg havde været ude for en uhyggelig oplevelse. Hun kunne dog trøste mig med, at soldaterne ikke ville gøre os fortræd, og hun mente ikke, de havde rigtige patroner i deres geværer.

 I 1942, var Lars og jeg på besøg i København, hvor vores far på daværende tidspunkt gik på sløjdlærerkursus. Han inviterede på varm chokolade og kage i National Scala. Jeg havde godt nok prøvet Lindeskovs Konditori i Slagelse, men det her var noget helt andet. Jeg følte virkelig, at vi var rige, da vi gik ind i den store sal, for der sad så mange fine mennesker, damer med hatte af et format, jeg ikke havde set på min mor eller andre damer i Havrebjerg.

Vi fandt et bord med plads til 3 personer. På begge sider af bordet sad tyske officerer og drak kaffe. Inden vi fik sat os, kom tjeneren hen til far og sagde højt: "Nu skal De se, jeg har et bord med meget bedre udsigt herovre." Jeg kunne nu ikke se, at udsigten var meget bedre, og jeg forstod ikke tjenerens demonstration overfor de tyske officerer. Da vi forlod National Scala forklarede far sammenhængen. Jeg var meget stolt over at have besøgt så fint et sted, og hver gang jeg siden hen hørte radioens transmission af middagskoncerten fra National Scala, mindedes jeg mit besøg.

Som sagt mærkede vi ikke meget til krigen i Havrebjerg. Vi kunne høre sirenerne i Slagelse, når der var luftalarm, men vi var aldrig i kælderen.

Det hændte 3 - 4 gange, at der var luftkamp om natten så tæt på Havrebjerg, at vi kunne høre det. Så blev vi vækket og sad på fars og mors senge eller stod ved vinduet i soveværelset. Vi kunne følge de tyske lyskastere i Korsør.

En helt speciel episode glemmer jeg aldrig. Det var Hitlers fødselsdag, den 20. april 1943. Lars og jeg var lagt i seng og havde sovet nogle timer, da vi blev vækket af mor, fordi der var luftalarm. Kort tid efter så vi et fly blive beskudt fra jorden. Flyet blev ramt og styrtede ned. Jeg var overbevist om, at det styrtede ned ved Valbygården, godt et par kilometer væk, men far sagde, at det nærmere var ved Korsør. Mens vi snakkede om det, startede en luftkamp lige i nærheden, og i løbet af nogle minutter styrtede yderligere to fly til jorden. Det ene kunne vi næsten stedfæste, for flammerne fra det brændende fly kunne ses i retning af Bildsø. Det hele var meget spændende, og jeg har nok nærmest oplevet det som flot fyrværkeri, men da vi hørte vore forældre tale om de stakkels unge mennesker, der blev dræbt, gik det langsomt op for mig, at der var tale om krig og død.

Dagen efter var nattens luftkampe på forsiden af alle aviser. Der findes naturligvis en del litteratur om denne nat, der blandt andet er beskrevet i bogen "Skudt ned over Danmark 1940 - 1945.". Fem engelske fly gik tabt over Danmark på vej til Rostock og Stettin om aftenen den 20. april, og endnu flere blev skudt ned om natten på tilbagevejen. Det viste sig senere, at det første fly vi så styrte ned, blev ramt af luftværnsartilleri og styrtede ned ved Sprogø. De to næste blev skudt ned af tyske natjagere, et styrtede ned kl. 01.55 ved Kongsmark og et kl. 02.00 ved Drøsselbjerg, begge ca. 7 km fra Havrebjerg. Fra disse tre fly overlevede kun et besætningsmedlem, de øvrige 23 omkom. I alt styrtede 18 eller 19 (tyskerne hævdede 22) engelske fly ned på dansk område på dette togt, og ikke mindre end 6 styrtede ned ved Korsør og i Storebælt. (Jeg kan naturligvis ikke huske datoer, antal fly og antal dræbte, men jeg har fundet disse data i mine bøger om krigen).

Lars og jeg legede "flyvere", når vi var kommet i seng. Den ene - for det meste Lars - styrede, og den anden - og det var så mig - "var ham der skød". Ham der skød, kastede bomber og skød efter tyske fly og tanks og alt andet, der var tysk. Vi havde engelske navne. Jeg ville hedde Willy efter en helt i Familie Journalens mest populære tegneserie. Lars hed i lang tid Joe. Flyversproget kunne vi fra Willy i Familie Journalen. "Stig til højde 730", "Styr 290 grader", "Gør klar til landing", sådan sagde Willy, og han sagde også "Styrbord" og "Bagbord", og jeg røbede aldrig overfor Lars, at jeg aldrig kunne huske om styrbord var højre eller venstre. Der var stor begejstring, når vi fik ram på en tysker, og det gjorde vi tit. Bagefter kløede det i mine læber, fordi jeg i lang tid havde brummet lige som en flyvemaskine.

Jeg husker meget tydeligt en dag i sommeren 1944, hvor der var luftkamp næsten lige over Havrebjerg. Lars opholdt sig nede ved stationen, og stationsforstanderen fortalte, at et eller andet var landet på taget og var rullet ned i tagrenden. Det blev sat en stige til taget, og Lars fandt ganske rigtigt  et patronhylster i tagrenden på stationen. Stationsforstander Issøe Nielsen gav Lars lov til at beholde patronhylstret. Det stammede fra et 12,7 mm maskingevær og stod i mange år på vores værelse. Jeg mener, det var samme dag, at vi med sikkerhed så et tysk fly blive skudt ned. Det var en jager, der angreb en lille formation på 5 - 6 amerikanske fly.

Pludselig så vi den styrte mod jorden med en hale af sort røg efter sig. Det så ud som om, flyet var styrtet nogle få hundrede meter borte, men det viste sig, at det var på den anden side af Solbjerg eller Ørslev. Vi cyklede af sted med far i spidsen, og det blev ivrigt diskuteret, om vi ville se nogle døde tyskere. Jeg var nu ikke helt sikker på, jeg havde lyst til det. Med da vi kom frem, var der ikke meget at se, for flyet var havnet i en tørvemose. Netop da vi havde besluttet at cykle hjem, kom tyskerne, og så blev det spændende igen. Jeg tror min far var den eneste tilskuer, der kunne lidt tysk, og en af soldaterne spurgte ham om et eller andet. Bagefter var Lars og jeg pavestolte over at vores far blev "afhørt" af tyskerne.

Et andet dramatisk minde er fra et besøg i København. Sammen med min moster Karen Margrethe var jeg ude at handle i Blågårdsgade, da der pludselig lød en masse skud. Vi smuttede hurtigt ind i en forretning, og jeg kan huske, at jeg følte mig helt tryg, for jeg stod bag ved disken og skjulte mig. Da der var faldet ro over landskabet, og vi kom ud på gaden igen, så vi, at radioforretningen på den anden side af gaden - jeg husker stadig, at den hed "Hildebrandt Radio" - havde 7 - 8 skudhuller  i en stribe henover den store butiksrude var. Jo, jo, jeg havde været i krig.

I foråret 1944 fik familien lidt af et chok, da min fætter Poul blev arresteret af tyskerne og dømt til døden. Han var knap 20 år, og hans alder var måske årsagen til, at han fik dommen ændret til livsvarigt fængsel. Han blev overført til et tysk fængsel, hvor han sad til kort tid før afslutningen på krigen. Han havde fået tuberkulose i fængslet, og kom hjem fra Tyskland med grev Bernadottes "hvide busser". Jeg havde 3 andre fætre, der var særdeles aktive i modstandsbevægelsen allerede på et tidligt tidspunkt, men de slap gennem krigen uden skrammer.

I 1944 fik jeg pludselig 2 nye "fætre", Hans Jørgen og Mogens, der var ca. 2 og 4 år ældre end jeg. De hed Hansen til efternavn, og deres ankomst ændrede hverdagen totalt. De flyttede ind i gæsteværelset, og der boede de til krigen var slut, ja, faktisk til august 1945. De var aldeles ikke fætre, og de hed ikke Hansen. Jeg tror nok, at de langt ude var i familie med min mors kusine, som vi kaldte tante Lis. De hed Winkler til efternavn, og årsagen til at de dukkede op hos os var, at deres far var tysk statsborger. De gik under jorden, da der var mulighed for, at de blev tvangsindskrevet til medlemskab af Hitler-Jugend, ja, måske endda til militærtjeneste for Mogens vedkommende. Men i første omgang opfattede jeg det som fest og ballade, og vi havde utallige muntre timer sammen. Samtidig blev alvoren ikke glemt. Vi fulgte konstant fronten og tegnede tyskernes og de allieredes stillinger ind på de kort, vi hver søndag klippede ud af Politikken. 

Lige efter jul blev husstanden endnu større. Min kusine Minna, der gik i 1. g, flyttede også ind. Hendes skole var taget af tyskerne til  flygtningelejr, og da hendes 2 ældre brødre var meget involverede i modstandskampen, mente alle, at det var en god ide, at hun flyttede til Havrebjerg. Hun havde tilbragt alle sine ferier hos os siden hun var 4 - 5 år, så hun faldt hurtigt ind i rytmen.

Min far var ikke på noget tidspunkt tilknyttet nogen illegal gruppe under krigen, men han var ivrigt beskæftiget med at kopiere illegale blade, noget vi børn ikke kendte til før efter krigen. Det foregik i samarbejde med Post Poulsen. Far var meget påpasselig med ikke at opbevare illegale blade eller materiale til fremstilling i hjemmet. Hans skrivemaskine blev flyttet over på biblioteket i skolen, og papir, karbonpapir og kuverter blev placeret sammen med skolens øvrige materialer.

Når de illegale blade var læst og evt. kopieret, blev de lagt i bunden af et af bistaderne i haven, så det ville have krævet en særdeles modig tysker eller dansk håndlanger at finde dem. Der lå de til krigen var slut, og det er årsagen til, at jeg i dag har kopi af de fleste af dem.

Den 4. maj

Den 4. maj om aftenen var der bestyrelsesmøde i idrætsforeningen hos os. Jeg husker at tømrermester Charles Hansen og smedemester Roger Witthøft deltog. Det var på forhånd aftalt, at der skulle holdes pause og drikkes kaffe, når de danske nyheder fra BBC var i æteren. Da nyheden om tyskernes kapitulation kom, udbrød der total tumult. Smedens kommentar var "Det var li' godt satans". Hans Jørgen løb ud i køkkenet og omfavnede min mor, og i sin iver væltede han kaffen over de æbleskiver mor havde bagt, så der blev serveret "forhåndsdyppede" æbleskiver, som Hans Jørgen kaldte det.

Alle omfavnede alle, mørklægningsgardinerne blev fjernet, far satte en pære i den udendørs gårdslampe for første gang siden mørklægningen. Den blev tændt og den brændte hele natten. På et tidspunkt hentede han "Frihedssangen", som også lå gemt i bunden af et af bistaderne. Og så skete der noget helt specielt. Både Charles Hansen og Witthøft var medlemmer af sangkoret, og det var mor og Marie også. Og Minna kunne spille "fra bladet", d.v.s spille efter noder uden forudgående  øvelse. Så pludselig stod vi alle samlede om klaveret i havestuen og forsøgte efter bedste evne at synge "Frihedssangen", sikkert ikke særlig kønt, men særdeles velment, og vi var garanteret blandt de første i Danmark, der sang den.

Nå, bestyrelsesmødet blev naturligvis afsluttet, og medlemmerne stod i entreen og var ved at tage tøj på, da det lidt uventet ringede det på døren. Det var Jens Peter Jensen, kaldet "Lys og Kraft" fordi han aflæste el-målerne og havde opsyn med "Nordvestsjællands Elektricitetsværks Transformatorstation" som ligger nogle få hundrede meter fra skolen. Jens Peter meddelte meget kort og meget alvorligt: "De har besat transformatorstationen". Der gik lidt af et gys gennem alle. "Besat", det var jo noget tyskerne gjorde, og helt naturligt sagde smeden "Tyskerne"? "Nej, frihedskæmperne" svarede Jens Peter, og stemningen løftede sig igen. Det kunne næsten ikke være mere spændende. Problemet var, at de stakkels frihedskæmpere ikke havde noget at spise og drikke, og de havde ingen madrasser, puder og tæpper. Mor gik straks i gang med at brygge noget kaffe, og de fik de sidste "forhåndsdyppede" æbleskiver samt noget brød og lidt pålæg. Det kneb mere med tæpper og dyner.

Pludselig var jeg aftenens helt, jeg vidste jo, at byens største madras, var den vi brugte til gymnastik, så jeg foreslog, at de kunne låne gymnastikmadrassen, og sådan blev det. De følgende dage undlod jeg ikke at gøre opmærksom på, at det var min ide.

Det var langt over midnat, da vi gik i seng. Jeg havde jo ingen forudsætning for at ane, hvad denne dag betød, hvad den var begyndelsen til, ja ikke engang hvad den var slutningen på. Men en dag mange år senere sagde jeg til Lars: "Uanset hvor gammel og senil jeg bliver, glemmer jeg ikke den 4. maj 1945".

Skolestart

Jeg startede i 1. klasse i 1942 vistnok tirsdag den 24. marts, 4 måneder før jeg fyldte 7 år. På det tidspunkt var jeg meget fortrolig med at gå i skole, for allerede da jeg var omkring 5 år, begyndte jeg at deltage i frk. Madsens timer. Der var 2 betingelser: jeg skulle være stille, og jeg måtte ikke forlade klassen i utide. Jeg havde mine favoritfag, bl. a. historie og geografi, og så vidste jeg præcis, hvornår frk. Madsen læste historier for børnene. I henhold til den gældende landsbyskolelov, gik man 2 år i 1. klasse, 2 år i 2., og 3 år i 3 klasse.

Frk. Madsen var lærerinde for 1. og 2. klasse, og far var lærer for 3. klasse. Alle klassetrin gik i skole 5 dage om ugen. I byskolerne var der syv klasser i folkeskolen, og børnene gik i skole 6 dage om ugen.

Et af mine første skoleminder er fra før jeg officielt startede i 1.klasse. Det var første skoledag for de nye elever, og Helge Jensen, eller som han hed, fiskemandens Helge gav mig et minde for livet!  Normalt sad de helt nye elever i 1. klasse forrest i klassen, og 2. års eleverne sad umiddelbart bagved, og det system fortalte frk. Madsen de nye elever om. Men Helge havde sat sig på absolut bagerste række. "Du skal sidde heroppe", sagde frk. Madsen, og Helge svarede: "Nej jeg vil ej". Debatten varede et par minutter, og frk. Madsen lod til sidst Helge sidde bag i klassen, helt alene. Jeg var både rystet og imponeret over Helges mod, man satte sig jo ikke op imod frk. Madsen. Men da anden time startede, havde Helge lige så stille sneget sig op på første række og fundet sin plads.

Da jeg selv startede i skolen var det bl. a. sammen med Bendt - midtermanden i "Kellerbendergurli" - min bedste legekammerat. Vi var sidemænd i de 4 år, jeg gik i Havrebjerg Skole.

Andre elever på mit hold var Arne Helmersen, ægmandens Erik, Kaj Larsen, Ryge Ejners Karl Jørgen og Richards Jørgen. Han var lidt overvægtig, let rødhåret og havde flyveører, så han var et oplagt emne for drillerier, men jeg mindes ikke, at der blev drillet eller moppet ret meget. I gymnastiktimerne var Jørgen god til at sidde under bukken og holde på den, så den ikke væltede, når vi andre sprang over. En af Jørgens bemærkninger fra det første skoleår er gået over i historien, altså min historie. Det var da han sagde: "Frk. Madsen, min blyant kan ikke skrive 2-taller". Der var en del andre ting, som Jørgens blyant ikke kunne. Så var der Leo, hvis mor var meget svær at forstå, dels fordi hun manglede en del tænder, og dels fordi hun var polak og snakkede med kraftig accent. I Havrebjerg sagde man for øvrigt ikke "polak", men "polak" med tryk på første stavelse. I samme klasse, men et alderstrin over mig, gik bl. a. Henning Poulsen og Finn Issøe Nielsen, der begge hørte til i flokken af faste legekammerater.

Af pigerne husker jeg bedst slagterens Anni, som jeg gik til dans med hos hr. Wulff i 4 - 5 år. Anni var min første kæreste. Når man var kærester, gik man ud sammen i pausen, når der var bal i forsamlingshuset. Jeg har været 9 - 10 år, da vi blev "forlovede", og Anni var et par år ældre. Jeg aner ikke, om Anni vidste, vi var forlovede. En anden pige, jeg husker tydeligt, var Wanda. Hun var noget af det mest eksotiske, Havrebjerg Skole kunne præstere. "Man" sagde, hun var sigøjner, og navnet kunne tyde på det, men hun hed et ganske almindeligt "sen-navn" til efternavn. Hendes far var omrejsende gøgler, og kom forbi Havrebjerg hvert år i en årrække. Han medbragte luftgynger, karrusel, skydetelt samt Wandas mor, der var billetdame, spåkone og passede skydeteltet. I de første år slog de butikken op, hvor håndboldbanerne senere kom til at ligge. Wanda gik i skole i Havrebjerg 1 til 2 uger om året, og min far berettede senere, at hun var en ret dygtig pige, især når man tog hendes uregelmæssige skolegang i betragtning.

En anden skolekammerat - både i Havrebjerg og senere i Slagelse - var Poul Arentzen på Raunshøj i Lille Blæsinge. Lige efter krigen fik hans far 7 - 8 remonter (militærheste) i pleje. Tyskerne havde forladt kasernen i Slagelse, og omegnens landmænd kunne tjene en skilling på at passe hestene, indtil den danske hær var etableret og kunne gøre brug af dem. Vi drenge måtte ride på dem så meget vi ville, men en dag havde jeg afgjort redet for meget (og uden sadel) og jeg var blevet helt hudløs på indersiden af lårene, så der blev brugt en del kartoffelmel på at dæmpe smerterne. Lars proklamerede højlydt, at jeg havde tatar på lårene. Jeg anede ikke, hvad tatar var, men jeg fandt det ikke morsomt.  

Der var som sagt ikke meget mobning i Havrebjerg skole, og blev det opdaget, faldt straffen med det samme. Ægmandens Erik stammede en smule, og en dag var der en større dreng, der for at drille efterlignede Eriks stammen. Han havde ikke set, at min far stod lige bag ham. Far kaldte på drengen, og da han var indenfor rækkevidde, fik han en lussing. Jeg tror, det var sidste gang Erik blev drillet.

Efter 2 år i 1.klasse og 2 år i 2. klasse, kom jeg i 1946 i 3. klasse. Så var man altså en stor dreng. I "de små" klasser sagde man "du" til frk. Madsen, men når man kom i 3. klasse, sagde elverne "De" til min far. Det var simpelthen en del af opdragelsen, man sagde "De" til voksne mennesker. Når børnene kom ud af skolen efter 3 år i 3.klasse, sagde de igen "du" til far, og det gjorde for øvrigt alle i sognet - dog med en enkelt undtagelse: frk. Madsen. Frk. Madsen var "dus" med meget få mennesker, og det var først efter at vi havde boet i Havrebjerg i mange år, at far og mor blev "dus" med frk. Madsen.

Efter sommerferien 1946 startede en ny epoke i min skolegang, da jeg startede i 1. mellem på Slagelse Private Realskole, i daglig tale kaldet Dyhrs Skole, og i 1948 skiftede jeg igen skole, denne gang til Slagelse Kommunale Gymnasium, også kaldet Almenskolen. Min skolegang endte med en middelgod/-dårlig realeksamen i 1951.

Leg

En meget væsentlig del af vores leg foregik udendørs, bl. a. i haven og skolegården. Der blev også leget meget i engen og omkring åen og gadekæret. Blæsinge Bakker var også en elsket tumleplads, men da de lå et par kilometer væk, blev bakkerne ikke besøgt helt så ofte. Så legede vi naturligvis meget hos vore venner, d.v.s. hos Clausager, i Hus 4 og hos Egon og Henning. Haven var stor, der var masser af store buske og mange træer. Det altdominerende træ i haven var "det store træ", en kæmpemæssig elm. Omkring 2002 blev den fældet, da den var ved at være farlig for sine omgivelser, og da jeg så stubben i 2006 estimerede jeg diameteren til at være næsten 2 meter. Så "det store træ" var stort.

I gennem årene byggede vi et utal af huler i træet. Stammen var som sagt meget tyk, og først ca. 3 meter oppe gik store grene ud i alle retninger. På det sted var det let at bygge en hule med plads til 5 - 6 børn. En gang sad jeg oppe i træet sammen med min kusine Minna og min mor, da Niels Oluf Nielsen - en lokal landmand - kørte forbi på cykel. Da han hørte min mors stemme, drejede han hovedet for at se, om det kunne være rigtigt, at skolelærerens kone sad oppe i træet, og i næste sekund kørte cyklen i grøften og Niels Oluf væltede af. Mor kunne også stå på hænder og slå kraftspring, da hun var over 40 år. Når skolebørnene var ved stranden var det helt store nummer, at min mor skulle stå på hænder. Så stoppede hun kjolen op i de laksefarvede og stod på hænder. Jeg var pavestolt, for jeg tror ikke, der var andre, hvis mor kunne eller turde lave det nummer.

Af og til var vi i "krig" med andre drenge. "Vi" var i den forbindelse også Hans og Niels Clausager, og krigen var for det meste mod pastor Opdrups drenge, Asger og Helge. Krigen bestod bl. a. i, at man rev hinandens huler ned og stjal eventuelt brugbart materiale til sin egen hule. En gang havde vi revet deres hule ned. Den var placeret i præstens have i et kastanjetræ, der stod lige i kanten af gadekæret. Vi hjembragte, hvad vi kunne bruge, bl. a. nogle sække og et gammelt tæppe. Næste dag ringede pastor Opdrup på døren og bad om sin kones badekåbe, som drengene havde fået med op i træet. Min mor var et stort spørgsmålstegn, men vi måtte jo indrømme, at vi havde lånt nogle sække og klude i præstens træ, og der var måske også lige en badekåbe.

Haven var en ideel legeplads. Vi spillede bold, boccia og kroket, vi skød med bue og pil, først med hjemmelavede buer og pile, men på et tidspunkt fik Lars (meget mod mine forældres vilje) en rigtig bue i fødselsdagsgave. Den kunne skyde langt, og den kunne også nedlægge en due - desværre en brevdue. Den blev begravet hurtigt og dybt! 

En aften efter spisetid legede jeg med Kjeld og Bendt. Kjeld var kravlet op i et af havens kastanjetræer, og Bendt og jeg ventede på at følge efter ham. Men så langt nåede vi ikke, for Kjeld havde trådt på en rådden gren, der pludselig knækkede, og Kjeld røg ned og landede lige foran os. Han havde slået sig lidt, og han tabte vejret, hvilket virkede meget uhyggeligt på os alle tre. Bendt skyndte sig hjem og fortalte Albert og Martha, at Kjeld var død, og jeg alarmerede selvfølgelig far og mor. Kjeld fik hurtigt vejrtrækningen i gang, og vi fulgte ham hjem. Det endte med, at de voksne fik en kop kaffe sammen i Hus 4. Næste dag kunne vi berette, at Kjeld havde været mindst 20 meter oppe i træet, da grenen knækkede, og det troede "man" så på!

Skolegården var som sagt også en populær legeplads. Der blev spillet rundbold og langbold og pind, der var en simpel variation af cricket. Om sommeren efter aftensmaden kunne vi ofte samle 12 - 15 børn og unge, og så blev der spillet bold, til det blev mørkt.

Tude Å med den tilstødende eng var en vidunderlig legeplads. Tude Å var sognegrænse mellem Havrebjerg og Sankt Peders Landsogn (Slagelse) og var amtsgrænse mellem Holbæk Amt og Sorø Amt, så dem på den anden side af åen var "fremmede". Clausagers eng fulgte åen på en strækning af ca. 1½ km, og her havde vi fri adgang. På den anden side af åen tilhørte jorden Brorupgården og dels Valbygården, begge ejet af Hofjægermester Beck. Beck var altid rar og venlig, og vi måtte lege alt det, vi ville på Brorupgårdens område.

Valbygårdens skov, der også grænsede op til åen, var et virkelig spændende område, for alle vidste at skytten ville komme efter os, ja, måske skyde os, hvis han mødte os. Jeg nåede at møde ham 2 - 3 gange. Han var stort set altid sur, måske fordi vi forstyrrede vildtet, men han skød nu aldrig efter os.

Den stejle baneskråning med den tætte bevoksning var en anden yndet tumleplads. Vi byggede et par huler på engen og baneskråningen. På banens jord byggede vi i sommeren 1944 en slags indianerhytte ved at plante 12 - 14 3 meter lange pilegrene i jorden og flettede siv imellem. Det var helt tæt - også næsten vandtæt - og holdt i mange år. Da jeg besøgte stedet i 2003 var der naturligvis ingen hytte, men der stod 7 - 8 piletræer i en tæt rundkreds. Det var helt tydeligt resterne af vor hytte.

I 1944 stod resterne af Havrebjerg gamle mølle - en vindmølle - stadig nede ved landevejen, lige overfor købmanden. Det var mange år siden, den havde været i brug, men en del interiør var nogenlunde intakt, og møllen var i sig selv en vidunderlig legeplads, ikke mindst i mørke, hvis man ikke var mørkeræd. Engang fandt vi et ca. 10 meter langt meget tykt tov i møllen. Det "organiserede" vi. Vi bandt det til et træ, der stod på jernbanebroen, hvor den gik over åen. Med lidt øvelse kunne man svinge sig over åen ved hjælp af tovet. Men kom man ikke over i første forsøg, endte man med at måtte slippe tovet og hoppe i åen til stor fryd for tilskuerne. Jeg mindes tydeligt Lars fødselsdag i juni 1945. Hele eftermiddagen blev tilbragt på engen, og alle drengene skulle naturligvis svinge sig over åen, og de fleste måtte i vandet. Det var en rigtig fin fødselsdag.

"Skidenrenden" løb ud i åen og den indeholdt en hel del urenset kloakvand fra Slagelse, men vi boltrede os gladelig i åen alligevel. En gang hvor vi badede i åen, dukkede min fætter Esben op af vandet og sagde: "Jeg fik en lort i munden", og det er ikke usandsynligt. Men vandet i åen var generelt forbavsende klart. En anden rende var "Mejerirenden", der, som navnet indikerer, var afløb fra mejeriet. Den var rørlagt fra mejeriet til et par hundrede meter fra åen. Når mejeriet sidst på formiddagen var ved at lukke og spulede alle redskaber og gulve, kom der hvidt vandt ud i åen, men det var jo væsentlig renere end vandet fra "Skidenrenden"

Vi havde gennem årene et antal tømmerflåder. Den absolut bedste var lavet af en telefonmast, der var savet over i to lige store stykket og sat sammen. Den var smal og stak ikke ret dybt. "Kaptajnen" sad agter på et sæde fra en gammel selvbinder, som smedens Kjeld havde organiseret hos sin far.

"Vandfaldet" var en anden spændende og farlig legeplads. Det blev aldrig kaldt andet end vandfaldet, men var i virkeligheden et stigbord, der dæmmede op for åen og ledte vandet igennem møllen, der anvendte det som drivkraft. Der lå en gangbro, ca. 50 cm bred, over vandfaldet, og det kunne godt suge lidt i maven, når man gik over og vandet bruste under én. I 1947 havde vi en meget kold vinter, og da foråret endelig kom, blev der dannet isskruninger ved vandfaldet. De truede med at knuse hele konstruktionen, og Falck fra Slagelse blev tilkaldt. Isen blev dels sprængt og dels hakket i mindre stykker, så den kunne passere. Det var ret dramatisk, og der kom et billede i Sorø Amts Tidende dagen efter.

Gadekæret var også populært. Det var ikke ret stort, men stort nok til at være skøjtebane om vinteren. Havde vi behov for mere plads, tog vi turen til "Tømrer Jensens Mose". Men gadekæret var kun 2 minutters gang fra skolen, og ofte var det der, vi skruede skøjterne på. Udstyret var simpelt: fedtlæder støvler (der også blev brugt til skiløb), skøjter og en skøjtenøgle. Det var min mor, der gav mig den første instruktion på skøjter, og jeg har nok været 5 år. Begge mine forældre løb på skøjter på gadekæret så sent som i 1947.

Men gadekæret kunne også bruges til leg om sommeren, især når Thorvald Madsen kørte sine fjellevogne ud i gadekæret og skilte dem ad. Når man lagde en vognbund og en vognside - eller 2 vognsider - sammen, kunne de bære en mand (dreng), og man kunne stage sig rundt i gadekæret. "Man" sagde, at gadekæret var bundløst, og at man ikke kunne bunde ovre ved præstens have. Jeg er faldet i vandet på hver eneste kvadratmeter af gadekæret, og jeg er aldrig druknet, så man skulle ikke altid tro på, hvad "man" sagde. For øvrigt var der mange karusser i gadekæret i min barndom, så vandet har nok været rimelig rent.

Jeg må også nævne Blæsinge Bakker, det var her, jeg indledte min karriere som alpin skiløber.

Det var fast tradition i mange år, at eleverne legede i bakkerne, den dag der var eksamen, hvilket altid var i den sidste uge i marts. Og den dag begyndte foråret, basta. Hvis man ikke var i korte bukser i bakkerne den dag, var man en tøsedreng. Og de rigtige drenge gik barfodet, også selvom der af og til lå lidt sne i skyggen af granerne. Det tog gerne et par dage at komme af med snotnæsen.

Men vi legede også i bakkerne ved andre lejligheder.

En gang var vi samlet i Helmersens grusgrav. Oluf Helmersen gik i klasse med Lars, og Arne gik i klasse med mig. De var rigtig gode til gymnastik og især håndbold. Nå, men de store drenge diskuterede om de turde køre ned gennem grusgraven på cykel. Det meste af grusgraven var groet til med gyvel og ukrudt, men der var en "sti" på ca. 1 meters bredde, som drengene havde holdt fri for beplantning ved at kravle op og ned ad den gennem mange år. Det var her turen skulle foregå. Grusgraven var meget stejl, og der var enighed om, at det var umuligt at bringe en cykel ned ad skrænten. Pludselig sagde Lars: "Hvis jeg havde haft min cykel med, havde jeg gjort det". Han fik lidt af en forskrækkelse, da en af de andre drenge - vist nok Bent Frandsen - sagde: "Du kan låne min". Nu var det for sent at bakke ud uden at tabe ansigt. Cyklen blev hentet, Lars satte sig op og strøg ned gennem grusgraven. Der var ikke tale om at træde i pedalerne eller bremse, det ville ingen effekt have haft. Til stor forundring kom han helt ned, og bifaldet tog til. Nede i bunden af grusgraven var der en meterhøj bevoksning af ukrudtsplanter, og her strøg Lars igennem i høj fart. Skjult inde i bevoksningen lå en meget stor sten, næsten en meter høj, og den ramte Lars i fuld fart. Her endte cyklen sin færd, men Lars fortsatte gennem luften yderligere 5 - 6 meter og forsvandt i bunden af krattet. Jeg var sikker på, han var død eller i hvert fald hårdt såret, men han var sluppet med at brænde sig eftertrykkeligt på brændenælderne. Men cyklen var totalhavareret.

Når vi var til fødselsdag, blev legene indrettet efter årstiden og stedet. En helt speciel fødselsdag var hos Leo. Proprietær Fisher Petersen havde nemlig givet os lov til at lege i et forladt, faldefærdigt arbejderhus, og det resulterede i en fødselsdag, jeg aldrig glemmer. Den eneste restriktion var, at vi ikke måtte lege med tændstikker. Alt andet var tilladt. Vi smadrede vinduer, rev døre ned, hoppede på loftet, så det brasede sammen, og vi endte i stueplan. Til sidst gik vi gennem stråtaget og kravlede op på taget, hvor vi sad over skrævs over tagryggen. Vi fik lidt skrammer, vi blev møg beskidte, og vi havde stråtag under skjorten, men det blev en mindeværdig dag.

Vi legede ofte en leg, vi kaldte kuk. Det var en simpel form for skjul, hvor vi løb rundt om huset - helst når det var ved at blive mørkt - og den der "var" skulle råbe "kuk", når han eller hun så en af de andre. Så råbte man "Kuk, Bendt" eller "Kuk, Hans Gunnar", vedkommende talte højt til 20, og så gik legen videre. Det lyder simpelt, men var en skøn leg, for man bestemte selv, hvilken vej, man løb rundt om huset, og man måtte skifte retning. Det var tilladt at gemme sig i de buske og blomsterbede, der stod tæt på huset, men maksimum 5 m fra huset. Men vi opfandt en version, der var endnu sjovere. Skomageren havde en åndsvag søn, der hed Gordon. (Dengang havde man ikke udviklingshæmmede, kun åndsvage, og hvis de ikke boede hjemme, var de på åndsvageanstalt.)

Gordon boede først i Havrebjerg i et lille hus bagved Valborg Post, men senere flyttede de ud mod Øster Stillinge. Når Gordon blev sendt i byen for at købe ind, passerede han både Hus 4 og skolen, og ofte legede vi lidt med ham. Jeg vil tro, han var omkring 35 år dengang, men med en hjerne som en på 5 år. Af og til fik vi Gordon til at lege "Kuk" med os i Hus 4, og når vi havde sat Gordon i gang med at løbe rundt om huset efter os, sprang vi ind i Alberts lysthus og gemte os. Så fortsatte Gordon alene rundt om huset i adstadigt tempo. Men en dag sluttede legen. Martha stod i køkkenet, og pludselig opdagede hun, at Gordon strøg forbi vinduet ca. hvert halve minut. Martha kom ud og stoppede Gordon, og så fik vi lige at vide, at sådan gjorde man ikke!

Vi havde som nævnt flere lege, der kun blev leget i ganske kort tid. Omkring 1942 havde vi fået fat i et gammelt bildæk, sikkert fra en lastbil, for det var lige præcist stort nok til at de mindste af os - og det var Gurli, Bendt og mig selv - kunne rulle sig sammen og komme ind i dækket. Så kørte vi fra hjørnet af vor have ned mod Hus 4, hvor det gik pænt ned ad bakke. En af de store drenge, Lars eller Kjeld, løb ved siden af og styrede hjulet, så det ikke løb i grøften. En dag gik det galt. Gurli var inde i dækket, og Kjeld skulle "styre", men som det var sket flere gange tidligere, løb dækket fra ham, og vi andre grinede og morede os højlydt, indtil vi opdagede, at dækket havde retning mod den stolpe, hvor jernbanebommen hvilede, når bommene gik ned. Dækket sneg sig lige forbi, men Gurlis arm ramte med stor kraft stolpen. Der blev tilkaldt forældre, både Martha og Albert og min far og mor, og albuen hævede hurtigt og gjorde ondt. Der blev ringet efter doktor, der kunne konstatere, at albuen ikke var brækket, men der blev lagt en bandage og givet diverse formaninger. Vi så aldrig dækket mere!!

En anden god leg fandt sted på næsten samme lokalitet under den strenge vinter i 1942. På den stump vej fra skolen ned til Hus 4 var der i højre side en grøft, der blev ført under jernbanen i et rør. Da sneen smeltede, var der meget vand i den lille grøft, og vi opdagede, at hvis vi stoppede røret med græstørv kunne grøften næsten blive til en å. Så det gjorde vi, og da det blev mørkt, gik vi hjem. Grøften løb over, og vandet fossede ud over vejen og frøs til is. Resultatet blev, at Valling Christiansen, Frandsen og Niels Oluf ikke kunne komme op ad den isglatte bakke, da de næste morgen skulle til mejeriet, så de måtte en tur ind over Clausagers mark. Vi havde absolut ikke kendskab til, hvordan røret kunne være stoppet!

"Frihedskæmperne", krudt og kanonslag

Fra den ene dag til den anden ændredes vores leg totalt, nærmere betegnet fra den 4. til den 5. maj 1945. I meget, meget lang tid efter den 5. maj drejede vores leg sig udelukkende om at være Frihedskæmpere. Vi lavede våben, vi gik på vagt, vi spionerede, og vi vandt over tyskerne og dem, der var endnu værre, nemlig landsforræderne. En mærkelig leg, for ingen ville være tyskere eller landsforrædere. Vi lavede nogle meget simple maskinpistoler med et træskæfte og en cykelpumpe som løb. Jeg vil ikke bortforklare, at der forsvandt et par cykelpumper i byen på den tid..

I Slagelse var der på Bredgade en skrothandler, som aldrig hed andet end "Jøden" (hans jødiske navn var nok for svært at udtale). Han havde opkøbt en del af tyskernes efterladenskaber fra Slagelse Kaserne. Alle skydevåben var naturligvis uskadeliggjort, bundstykker eller slagstifter var fjernet, og på en del rifler var kolben knækket. Men udvalget var stort, og vi købte 2 tyske rifler og et tungt maskingevær (uden løb) samt et par gasmasker, 3 - 4 bajonetter og nogle tyske hjelme. Det er egentlig mærkeligt, at det kunne lade sig gøre, at en flok drenge på 10 til 15 år kunne købe fejlfrie, tyske bajonetter.

Lige efter befrielsen var vi frihedskæmpere efter skoletid, men da sommerferien startede, var vi frihedskæmpere på fuldtid, også om natten. Vi riggede nogle sovepladser til i garagen med gamle tæpper, sække og kasserede madrasser. Og så gik vi på vagt! Sidst i juni kom fætter Hans på besøg. Han havde været meget aktiv i frihedskampen, og han medbragte en dansk og to tyske hjelme. Den ene tyske hjelm havde SS-mærker på siden, og var af langt finere kvalitet end de 2 - 3 tyske hjelme, vi havde i forvejen.

Når man nu alligevel skulle gå på jagt efter tyskere om natten, kunne man lige så godt kombinere det med noget, der både var behageligt og spændende. Alt efter hvad sæsonen bød på, gik vi på rov i de omkringliggende haver om natten og stjal jordbær, moreller eller andet godt. En gang gik det helt galt. Vi fik vækket præstegårds forpagterens hund. Det var en stor vovse, vi var langt fra sikre på, at den var fredelig. Jeg stak af ved det første "gø", men Lars og Hans Clausager måtte blive oppe i moreltræet til hunden var træt af at gø af dem, og det tog sin tid, før den luskede af.

Krudt og kanonslag

I løbet af sommeren 1945 fik vi en anden hobby, der var tæt knyttet til legen som frihedskæmper. Det var imidlertid en meget farligere leg: Vi begyndte at lave krudt. Og vi blev ret gode til det. Vi startede med at blande salpeter, svovl og trækul, og det gav krudt af en brugbar kvalitet til kanonslag. Vi gik så over til kaliumklorat i stedet for salpeter, og det var meget bedre. Og i stedet for kanonslag, lavede vi bomber af en art, der i dag ville bringe voksne mænd i spjældet i henhold til terrorlovgivningen. Vi mente selv, vi var forsigtige, men i realiteten var det et mirakel, at vi undgik større uheld.

En dag i sommeren 1945 fyrede vi et godt kanonslag af i engen.Desværre var et par piger fra Brorupgården ved at plukke blommer på baneskråningen. En af dem blev meget forskrækket og faldt ned fra blommetræet sammen med en kurv fuld af blommer. Hun havde slået sig og revet noget tøj i stykker, og mens vi sad og spiste aftensmad, ringede hofjægermester Beck fra Brorupgården, der lige ville gøre opmærksom på, at vi ikke måtte skyde efter hans tjenestepiger. Far lovede naturligvis, at det aldrig skulle ske mere.
Vi fik en ordentlig skideballe, og Lars sagde temmelig stolt: "Hvorfra kunne Bech vide, at det var os." Joh, vi var ved at være berømte - eller berygtede. På et tidspunkt lukkede vi krudtfabrikken ned, bl. a. fordi en af Lars klassekammerater, kom galt af sted, da han var ved at lave en bombe i en cykelpumpe. Han var lidt uforsigtig, og bomben gik af i hænderne på ham, og han mistede 4 fingre på venstre hånd.

Da vi sprængte gadekæret i luften

Det sidste eksperiment med krudt gik ud på at lave en raketbåd. Raketten bestod af ca. 15 cm støvsugerrør. Vi monterede den på en lille hjemmelavet båd, som oprindelig var udstyret med en elastikmotor.

Raketten blev fastgjort på dækket, fyldt med krudt, og så lod vi Havrebjerg gadekær få fornøjelsen af at se Danmarks første raketskib - var vi sikre på. Vi var meget spændte og helt sikre på, at den kunne sejle i hele gadekærets længde, hvilket ikke var så meget. Der var faktisk en del tilskuere samlet, for det tog jo lidt tid at rigge hele udstyret til. Raketten blev antændt og skød henover vandet, men efter 6 - 7 meter besluttede den at blive til en undervandsbåd. Om det var vægtfordelingen eller aerodynamikken, der svigtede, kan jeg ikke sige, men pludselig stilede den målbevidst mod bunden af gadekæret, og den er aldrig set siden. Der kom en del bobler og røg op, for den type krudt brænder fint under vand. Det endte med en stor boble eller vandsøjle, da raketten eksploderede under vandet. Det var en værdig afslutning på vore forsøg med raketmotor. På vej hjem mødte vi Hans Clausager, og da han spurgte, hvad vi lavede, svarede Lars : "Vi har sprængt gadekæret i luften."

Idrætsforeningen, skolen og min far

Idrætsforeningen kom til at fylde virkelig meget i min barndom og ungdom, dels fordi jeg deltog i alle dens aktiviteter - på nær pigegymnastik, og dels fordi min far allerede i 1940 blev valgt til formand for foreningen, hvis officielle navn var: "Sorø Amts Skytte- og Gymnastikforening, 63. kreds", lidt mærkeligt, når man tænker på, at kommunen lå i det daværende Holbæk Amt..

Foreningen havde oprindeligt kun gymnastik og især skydning på programmet, men med krigens udbrud blev skydningen indstillet, og på et tidspunkt blev alle rifler afleveret til politiet, dog med undtagelse af en 6 mm salonriffel, som min far beholdt og gemte af vejen.

Det var altså et noget amputeret foreningsliv, der var tilbage, men allerede i vintersæsonen 1941 - 1942 blev badminton taget på programmet. Gymnastiksalen var i princippet for lille til badminton, og baglinien var i den ene ende malet ca. 15 cm fra væggen og i den anden ende var den nærmest malet under radiatorerne. Sidelinierne lå helt ude under ribberne, og den snævre bane resulterede i flere smadrede ketsjere. De 6 store glaslamper blev hævet, så de sad helt oppe under loftet, men det var og blev en lille badmintonbane. Men badminton blev populært, og i løbet af kort tid var der venteliste for at få en bane. Endvidere kom folkedans på programmet, og også det blev en stor succes under Hans Frandsens ledelse.

Om sommeren blev der - også som noget helt nyt - spillet håndbold. Det foregik først på en mark i Blæsinge, hvor der blev kridtet en bane af på en af fru Højsgaards marker ud mod vejen til Løve, og hendes søn Asger Højsgaard var den første håndboldleder. Banen skrånede både på langs og på tværs. Den blev ikke klippet, kun afgræsset, og risikoen for at træde i en kolort var absolut til stede. Senere blev banen flyttet og kom til at ligge nede ved landevejen, lige over for smeden. I begyndelsen blev banen kridtet af ved håndkraft, d.v.s. at kalken blev drysset ud af en spand. Senere blev der konstrueret en simpel maskine til formålet. I 1944 begyndte man at anlægge det nuværende idrætsanlæg, og det blev indviet i sommeren 1945 med en håndboldkamp mod Postens Idrætsforening fra Slagelse, men først blev der spillet en "for sjov" kamp, hvor deltagerne var byens modne borgere, der var klædt ud efter erhverv. Smeden, tømreren og slagteren havde deres arbejdstøj på, degnen var iført føj hat, og flere landmænd kom med le, roejern og høtyv, der dog blev konfiskeret af dommeren, inden kampen startede.

Dommer var Aksel Frandsen, der var byens kendteste (og eneste) aktive frihedskæmper, var iklædt fuldt frihedskæmperornat med stålhjelm, armbind og pistol. Der blev ikke fløjtet for frikast, dommeren skød - med løst krudt - simpelthen den pågældende spiller, og de fleste opførte en livagtig dødskamp til stor moro for tilskuerne. Når en spiller var færdig med at dø, blev han båret udenfor banen på en båre. Jo, det var en festlig dag.

Om vinteren afholdt idrætsforeningen også dilettant forestilling med efterfølgende bal, og jeg husker en række pragtfulde forestillinger med Clausager, vognmand Carl Larsen, Roger Witthøft og ikke mindst Gustav Hansen i de bærende roller. Gustav spillede altid i de muntre roller, og han klarede sig ligeligt på talentet og suffløren.

Endelig var min far initiativtageren til en meget aktiv foredragsforening, også i idrætsforeningens regi. Der var normalt 2 - 3 foredrag i løbet af en vinter. Jeg husker at Landstingsformanden for Færøerne holdt foredrag i 1944. Jeg aner ikke, hvad han snakkede om, men jeg kan huske han sagde, at Færøerne var den eneste del af Danmark, der var besat af englænderne, og det gjorde mig meget misundelig på færingerne.

I de sidste krigsår var foredragene meget nationale, og der blev sunget højt og inderligt fra højskolesangbogen.

Mod krigens slutning blev idrætsledere rundt om i landet i stort antal arresteret af tyskerne, der mente, at lederne opildnede ungdommen til modstand. Det var medvirkende årsag til, at far havde forberedt en "ukendt" adresse hos sin fætter i Bisserup, hvis det skulle blive nødvendigt at forlade Havrebjerg i en fart. Ingen af os børn kendte denne fætter, og vi kunne derfor ikke røbe noget i en eventuel penibel situation.

Far fik også stablet et sangkor på benene, og det fungerede i ca.15 år. Hver vinter var der aftenskole med en virkelig god tilslutning, og senere blev der også aftenhøjskole for den lidt ældre del af befolkningen

Jeg tror, at aktiviteterne i sangkoret, aftenskolen og ikke mindst i idrætsforeningen medvirkede til, at min far blev afholdt i sognet. Populariteten var måske opnået på et lidt tyndt grundlag, for på grund af krigen samledes befolkningen automatisk til alt, hvad man kunne samles om, og i den henseende fik gymnastikforeningen en betydning, den næppe ville have haft i fredstid. Det hører så også med til historien, at far var lærer, degn og kirkesanger samt bibliotekar, så alt i alt havde han en meget stor berøringsflade, der omfattede de fleste borgere i sognet..

Folk og fæ(hoveder) i Havrebjerg

Man skal være lidt forsigtig med at fortælle muntre anekdoter om folk, man har kendt "i gamle dage", de kunne jo være levende endnu, have børn eller børnebørn, der er levende og ikke kan se det morsomme i at få familien udleveret. Jeg har derfor udeladt enkelte i mine erindringer, nok flest under kategorien "fæhoveder".

Mor Elna

Historien om mor Elna er fortalt til min far af overlæge Søgaard, Sæby Sygehus.

Mor Elna blev indlagt på sygehuset med galdesten, og Elna og hendes søn Knud - i Havrebjerg kendt som Nudmand - informeres om, at den bedste løsning er en operation. Dagen efter operationen indfinder Nudmand sig på Sæby Sygehus for at se til sin mor. Han bliver kaldt ind på overlægens kontor og får at vide, at operationen er udsat. Ifølge overlæge Søgaard forløb samtalen som følger: " Ja, Deres mor er jo temmelig meget overvægtig, så jeg tør ikke operere før hun har tabt sig." Dertil svarer Nudmand: "Jeg troede s'gu ik', at et operationsbord var sådan noget sprinkelværk".

Put Astrid

Elna havde også en datter, der hed Put Astrid, gift med Pæsen på Smedegården, ikke at forveksle med Pæsen i Blæsinge. Put Astrid var mindst lige så kraftig som sin mor. Navnet havde hun fået, fordi hun holdt høns, ænder og gæs, som hun sammen med æg og andre produkter solgte på torvet i Slagelse. Astrid havde fået leveret noget hønsefoder i lærredssække af rimelig god kvalitet, og dem havde hun kogt og bleget, så det trykte navn og tekst var forsvundet, og så havde hun syet en nederdel af sækkene. En dag skulle vi til Slagelse med samme tog som Astrid og hendes kurv med høns, æg og lignende. Togvogne havde på den tid meget høje trin, men med noget besvær Astrid kom op af de høje trin. Vi stod lige bag Astrid, og pludselig bredte der sig et stort smil over mors læber, for tværs over måsen på Astrid - og der var god plads skulle jeg hilse og sige - stod der med svag, men tydelig skrift: "Fremmer æglægningen."

Bolle Marie

Bolle Marie boede henne ved brugsen. En gang mødte jeg Bolle Marie, da jeg kom gående sammen med en af mine voksne fætre. Bolle Marie hilste venligt og spurgte - nysgerrig som hun var - om det var noget af familien, om vi havde andre på besøg, hvor længe de skulle være der o.s.v. Da vi gik hvert til sit, spurgte min fætter, hvem den dame var, og jeg sagde: "Det var Bolle Marie". "Nå", sagde min fætter. "Er det et navn der kommer af hendes udseende eller hendes erhverv. 

Fru Eriksen

Og så lige en historie om den gamle fru Proprietær Eriksen på Kragsbjerg. Jeg har selv hørt tømrermester Charles Hansen berette den. Anna Sjales, som fru Charles Hansen normalt blev kaldt, havde høns, og hendes flinke nabo Thorvald Jensen havde sagt, at hun da godt kunne lukke hønsene ud på hans stubmark, eller hun kunne samle de aks op, hun kunne finde. Så en dag da Anna går og samler aks op, kommer fru Eriksen kørende forbi i åben vogn med kusk. Ved synet af Anna beder fru Eriksen kusken om at stoppe vognen. Hun rejser sig op i fuld imponerende størrelse og råber ned til Anna: "Fuglen og den fattige skal også være mæt. Kør!"

Fru Eriksen kom med følgende bemærkning, da snakken ved et aftenselskab drejede sig om rationeringen: "Det ka' da kreper' mig, at os der har pengene heller ikke kan købe noget."

Men det hører også med til historien, at fru Eriksen havde hørt, at vi havde fået et par ekstra munde at mætte, da Mogens og Hans Jørgen flyttede ind i 1944, - uden rationeringsmærker. Så en tidlig morgen, da karlen havde afleveret mælken på mejeriet, kom han med en kurv fra fru Eriksen. Den indeholdt 2 plukkede og rengjorte høns.

Bager Stine

Bager Stine var, så vidt jeg husker, søster til den sidste bager i Havrebjerg. Hun boede i en sidebygning til brødudsalget, som ejedes af Christian Olsen, kaldet Kressen O'len, og hans hustru Sofie. Bygningen var naturligvis ikke isoleret, og i snevejr føg sneen ind under døren og ved vinduerne. Men Stine klagede ikke. Hun fyrede med gamle kranse fra kirkens affaldsplads og papir dugene fra forsamlingshuset. "Jeg vøvler nogle gamle sjavler om mig" sagde hun til min mor. Selv da hun var over 80 år gik hun til Slagelse og handlede i AKA, som vel nærmest var datidens NETTO. Hun har nok tjent en krone på sådan en tur. Stine var meget trofast kirkegænger, men hun var tunghør og så dårligt. Salmerne blev afsunget i hendes eget tempo og toneart. Derfor stod far - der jo var kirkesanger - ofte tæt på Stine i kirken for at hjælpe hende med sangen og sikre, at hun sluttede salmerne næsten samtidig med den øvrige menighed. Han afleverede også salmenumrene skrevet med meget store tal til Stine før gudstjenesten, og der udviklede sig et varmt venskab mellem Stine og min far. Engang omkring 1943 var der bispevisitats, og alle skolebørnene skulle i kirke og høre biskoppen.

Min far kontaktede i god tid biskop Rosendahl og spurgte, om Stine måtte komme med i kirken sammen med børnene, og det fik hun naturligvis lov til. Da alle børnene var samlede i kirken og ventede på at pastor Opdrup og biskoppen skulle komme ind, var der total stilhed. (Det kunne lade sig gøre med skolebørn den gang.) Pludselig kunne man høre Stines spinkle, men tydelige røst sige: "Sikke dog en højtid". Så kom biskoppen, en fornøjelig mand, der hurtigt fik børnenes opmærksomhed. Jeg husker, han sagde til min bror Lars: "Med det snakketøj kan du godt blive præst." Men Stine kunne naturligvis ikke følge med i, hvad der skete. Hun havde "fanget" en bussemand, og hun sad stille og bevægede højre hånds tommel- og pegefinger mod hinanden og fra hinanden, mens hun betragtede bussemanden. Bagefter fortalte biskoppen, at han hurtigt opdagede koncentrationen samlede sig om Stine i stedet for omkring ham. "Jeg blev også selv ukoncentreret", sagde han, "for jeg skulle jo også se, hvor lang den bussemand kunne blive". .

"Lille Knud" fra Solbjerg

Lille Knud var under 160 cm høj, udviklingshæmmet, som det ville have heddet i dag. Dengang var man ikke så fintfølende! Knud var "under forsorgen", og det betød, han tjente på en gård, der var godkendt af kommunen, og han kunne ikke frit disponere over sin løn. Knud gik til folkedans et par vintre. Når han rettede sig op, nåede hans hoved lige præcis op mellem pigernes bryster, hvilket fik Hans Clausager - der var pianist til folkedansen - til at bemærke: "Der er da også fordele ved at være lille." En aften efter håndbold mødtes byens ungdom ved Anthons isbod. Under den almindelig snak udbrød Knud pludselig: "Ved I hvad, Brugsen har fået noget, man kan smøre under armene, så kællingerne bliver helt tosse' med én". Det var deodorantens indtog i Havrebjerg!

Den døde mand i trekanten

Denne historie har jeg fået af Albert Johansen, og den viser igen hans mangfoldige evner. Nede på trekanten ved stationen lå der 4 ejendomme, brødrenes gård, vognmand og cykelsmed Richard Andersen, slagtermester Trebien, og i den anden ende af trekanten lå en mindre villa og "det røde hus" oppe over for Charles Hansen. Her boede en meget gammel mand og hans datter, og jeg kan ikke huske deres navne. På et eller andet tidspunkt dør manden efter nogen tids svaghed, og datteren henvender sig til Albert og siger: "Ja, nu er vor far jo død, og han er ikke blevet klippet og barberet i lang tid. Tror du ikke, du kunne klare det, så han ser ordentlig ud, inden han skal op til Vor Herre". Og selvfølgelig kunne Albert også det. Han kunne også fortælle en historie, og jeg syntes det var lidt uhyggeligt, da han berettede om barberingen. "Se, manden havde jo ikke været barberet i nogle dage, så skæget var langt og stift, og det kan godt være, at barberbladet ikke var så skarpt. Men den ros ska' han ha', han peb s'gu ikke."

Farvel til Havrebjerg

I slutningen af juni 1951 sluttede min skolegang med den højtidelige overrækkelse af et ikke særligt imponerende eksamensbevis. Efter få dages frihed, startede jeg den 2. juli som elev i Landbobanken i Slagelse. Det var starten på 49 år og 1 måneds fast arbejde, først 6 år i banken og derefter 43 år i SAS, efterfulgt af 3 år som deltidskonsulent på SAS Flight Academy. I sommeren 2003 blev jeg i en alder af 68 år fuldtidspensionist.

Min tid som bankmand blev afbrudt af 16 måneders militærtjeneste i Århus fra november 1954 til april 1956. Det var hyggeligt at vende tilbage til Havrebjerg, hvor jeg igen fik en sæson med håndbold og gymnastik, men jeg havde inden da besluttet, at jeg ikke skulle ende mine dage i Landbobanken i Slagelse, hvor den største karriere mulighed bestod i, at bogholderen døde. Og da han var sund og rask og ikke særlig gammel, søgte jeg nye græsgange.

Allerede fra min barndom havde jeg været lidt bidt af en gal flyvemaskine, og i 1945 var jeg helt alene på rundvisning i Kastrup Lufthavn og senere samme år til en stor flyveopvisning afholdt af det engelske flyvevåben Royal Air Force. Det blev gennem årene til flere besøg i lufthavnen, og i februar 1957 søgte jeg en stilling som trafikassistent i SAS. Jeg fik stillingen og startede den 1. april 1957. Anton kørte mig og mit beskedne bohave til Tårnby den 30. marts. Her havde jeg lejet et lille værelse på 8 kvadratmeter. Det viste sig for øvrigt, at vi ikke kunne bakse karlekammerskabet op ad trappen til 1. sal, så det fik Anton med hjem igen. Det var farvel til Havrebjerg, hvor jeg dog kom meget ofte så længe mine forældre og søster levede.

Da jeg blev pensionist, fik jeg en ny hobby, nemlig slægtsforskning, og samtidig begyndte jeg at nedskrive mine barndomserindringer. På et tidspunkt søgte jeg i den forbindelse min fars navn på internettet, og derved opdagede jeg, at Havrebjerg havde en hjemmeside, og at der var et lokalarkiv, som holdt til i "vores" fyrrum på skolen. I 2007 besøgte jeg lokalarkivet, og det blev en hyggelig eftermiddag. Den endte med, at jeg accepterede at fortælle om min barndom i Havrebjerg, og den 4. marts 2008 stod jeg så i Forsamlingshuset med et udsnit af mine erindringer. Det blev for mig en uforglemmelig aften. Salen var på det nærmeste fuld, og det tilskriver primært min fars virke i byen. Der var naturligvis mange ansigter, jeg ikke kendte, men der var og venner og bekendte fra ungdommen, Lars Kjeld, Hans Hjulmand, Ægmandens Erik, "Søster Sognefoged", Egon Poulsen, min "feriesøster" Bente, min gamle kollega fra banken Tove Wermer, murerens Inge og en del flere. I foråret 2010 var jeg tilbage og fortalte lidt mere om min barndom og en del om tiden efter Havrebjerg, bl. a. mine 6 år som udstationeret SAS Stationschef i Israel, og det var igen en stor oplevelse for mig at stå i Havrebjerg forsamlingshus med en lydhør forsamling foran mig.

Tak, Havrebjerg.

 

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App