Lolland Kommune har i årevis brandet sig indenfor grøn energi. Og gennem tidens løb er det blevet til flere grønne tiltag. Et brintanlæg, der udnytter overskudsenergi fra vindmøller til at lave varme, et bølgeenergianlæg og flere havvindmølleparker. Tiltag der alle har været populære og har skaffet Nakskov mange virksomheder indenfor energi og miljø.
Vestas er den virksomhed, der haft størst betydning for Lolland. Ifølge en rapport fra Væksthus Sjælland, der rådgiver virksomheder i regionen har Lolland Kommune længe ligget helt i top indenfor energi og miljø.
- Der er ingen tvivl om, at det her er et stort slag i ansigtet. Lolland har med deres satsning på energi og miljø satset meget stort og helt rigtigt og indtil videre med meget stor succes. Man har jo på mange måder formået med stansningen at skabe et center af energi- og miljøvirksomheder, som på mange måder er i verdensklasse, og det er det center, som nu er truet, siger Nina Groes, der er analysechef hos Væksthus Sjælland.
Men selvom fremtiden for Lolland som energicentrum ser dyster ud, efter Vestas er lukket, så er det vigtigt at fastholde den specialisering, som kommunen har opbygget.
- Vi ved, at fremtiden ligger indenfor energi og miljø. Energi og miljø er en af de globale videnstunge erhverv, der har en meget meget høj værdiskabelse, og vi ved, at der ligger vækstpotentiale her for Lolland og hele regionen, siger Nina Groes.