Endnu en sparekasse giver op

Foto: TV ØST

Kongsted Sparekasse har besluttet sig for at smide håndklædet i ringen. Sparekassen skal nu være en del af Møns Bank.

Tiderne er hårde – og de er ekstra hårde for en meget lille sparekasse, hvor nye administrative byrder vejer tungt.

Det er en af årsagerne til, at bestyrelsen i Kongsted Sparekasse nu har besluttet at indstille til repræsentantskabet at lade forretningen opsluge af Møns Bank.

Det oplyser Møns Bank i en pressemeddelelse.

Det bedste for sparekassen

Overtagelsen skal ske 1. maj – og betinges af, at både repræsentantskabet i sparekassen og Finanstilsynet godkender beslutningen.

Overtagelsen kommer omtrent ét år efter, at Møns Bank overtog Fanefjord Sparekasse.

Formand for bestyrelsen i Kongsted Sparekasse, Arne Skovby, mener, at beslutningen lige nu er den bedste for sparekassen.

- Kongsted Sparekasse har igennem det seneste år mærket den samfundsøkonomiske afmatning, hvilket i kombination med de stigende administrative krav samt betydelige omkostninger forbundet med at deltage i finanssektorens fælles infrastruktur medfører, at udgiftsniveauet ikke i alle sammenhænge afspejler sparekassens størrelse og nytteværdien for sparekassens kunder, siger han.

Bliver filial

Kongsted Sparekasse har 2.500 kunder. Sparekassen skal i fremtiden fungere som en filial af Møns Bank.

Prisen for sparekassen ventes at blive 2,5 millioner kroner, der skal indgå i en almennyttig fond til gavn for lokalområdet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App