Endelig en sejr til Næstved

Spillet var ikke kønt. Alligevel lykkedes det Næstved Boldklub at snuppe den første sejr siden august i dagens opgør mod FC Hjørring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste skud i bøssen. Så kontant var meldingen fra Næstved-lejren forud for dagens opgør mod FC Hjørring. Kun en sejr kunne holde liv i det spinkle håb om at undgå nedrykning.

Næstved virker da også nervøse fra kampens start, og producerer ikke én eneste reel chance i første halvleg.

Til gengæld bliver det også hurtigt tydeligt, at Næstved ikke er eneste hold på banen fra 1. divisions tunge ende.

Uden at være specielt farlige, så er det FC Hjørring som lægger mest offensivt fra land.

Men som kampen skrider frem overtager Næstved stille og roligt initiativet.

Næstved tager også bedst hul på anden halvleg. Efter tre minutters spil er det lige ved og næsten i tre omgange foran Hjørring-målet.

Men først i kampens døende minutter tager tingene for alvor fart.

Karsten Jensen sætter bolden ind i målet bag Hjørring-keeper Karim Zaza til 1-0. Og kun fire minutter lukker Stefan Nygaard kampen med målet til 2-0.

- Jeg har det fantastisk. Det er rigtig land tid siden, vi stod som sejrsherre sidst. Vi kunne dårligt huske sejrssangen, siger Næstved-anfører, Rasmus Mathiesen.

Situationen for Næstved Boldklub er dog fortsat alvorlig. Selvom dagens sejr gav tre tiltrængte point, så ligger de stadig sidst i 1. division og har 11 point op til FC Hjørring, som ligger lige over nedrykningsstregen.


Nyhedsoverblik