Det vi har sammen

En uge uden bad og genoptræning

Foto: TV ØST

Jan Petersen er utilfreds med Lolland Kommune. Han er hjemme igen efter en blodprop, men har hverken været i bad eller blevet indkaldt til kommunal genoptræning

For 3 uger siden fik Jan Petersen en blodprop i hjernen.

- Jeg vågnede op om natten, og så kunne jeg ingenting. Det tog mig en time at komme nedenunder, hvor min telefon lå ,og jeg kunne ringe efter hjælp, fortæller den 55-årige mand fra Bandholm på Lolland.

Blodproppen har gjort ham delvist lam i venstre side.

På sygehuset fik han genoptræning og rykkede sig meget, men siden han kom hjem for 8 dage siden, har han hverken været i bad eller fået en indkaldelse til yderligere genoptræning hos Lolland Kommune.

- Hvorfor vil de ikke komme ud og hjælpe mig? Nu skal der ske noget, siger han.

Jan Petersens badeværelse ligger på første sal, men der kan han ikke komme op, for han kan ikke styre sit venstre ben.

- Kommunen tilbød mig en fysioterapeut, der kunne hjælpe mig derop, men det tør jeg simpelthen ikke, fortæller han.

Hos Lolland Kommune fortæller Ældre- og Sundhedschef, Grethe Breinhild, at der ikke er noget galt i den ventetid, Jan Petersen har haft.

- Vi indkalder til genoptræning, så hurtigt som muligt, siger hun til TV2 ØST.

I Sundhedsloven er der ingen krav til, hvor hurtigt kommunerne skal indkalde til genoptræning efter udskrivning fra sygehuset. Det er op til den enkelte kommune.

02:21 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App