Elskovssyg kvinde ringede 1.000 gange til lægen

Foto: TV ØST

En 43-årig kvinde er idømt betinget dom uden straffastsættelse for at have udøvet chikane mod en praktiserende læge.

Efter et meget langt forløb lykkedes det endelig Retten i Holbæk at sætte punktum i en sag om telefon-chikane. Torsdag blev en 43-årig kvinde, der tidligere boede i Odsherred, idømt en betinget dom uden straffastsættelse. Det skriver Holbæk Amts Venstreblad.

Kvinden blev dømt for at have udøvet chikane mod en praktiserende læge i Nærum. Hun havde tidligere været en af hans patienter og var tilsyneladende blevet forelsket i ham.

I 1995 begyndte hun i hvert fald over flere perioder at ringe til både hans klinik og hans mobiltelefon i et sådant omfang, at hun forhindrede lægens patienter i at komme i kontakt med ham. I en enkelt periode ringede hun således ikke færre end 1.278 gange.

Selv om lægen blandt andet lagde sin mobiltelefon i en skuffe og bare lod den ringe, stoppede det ikke kvinden, der i 2005 fik et polititilhold mod lægen.

Tilholdet hjalp dog heller ikke, og sagen endte derfor i retten.

Her har sagen været længe undervejs, fordi kvinden enten ikke er dukket op eller ikke har kunnet findes.

Så torsdag mistede Retten i Holbæk tålmodigheden og afsagde dom i sagen, selv om den 43-årige kvinde ikke selv var til stede.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App