Elitesvømmer kæmper for at komme til Para OL

05:36

Det var ikke en selvfølgelighed, at 21-årige Lasse Winther Andersen en dag skulle blive eliteatlet. Men nu kæmper han om at komme med til Rio, blot to uger efter de fleste andre.

Drømmen om at komme med til Rio er plantet dybt i Lasse Winther Andersens bevidsthed, når han lægger billeder fra træningen op på sin facebookside med hashtagget #‎AllForRio‬.

Og turen for den 21-årige svømmer fra Holbæk bliver i gang sat to uger efter de fleste andre, hvis det lykkes ham at blive udtaget.

Han er født med et for kort lårben, men det har aldrig stoppet ham. Nu stiller han op i 100 meter butterfly til De Paralympiske Lege i Rio. 

-  Jeg tror, det lå i kortene, at jeg fysiologisk set ikke var født som den bedste fodboldspiller, men siden jeg prøvede babysvømning, har det bare hængt ved. Selvom jeg til tider har bandet det langt væk, at jeg ikke så ud ligesom alle andre, så har jeg fokuseret på det positive i de ting, som jeg kan, siger Lasse Winther Andersen. 

Forskellen på benene kom som en overraskelse

Det kom bag på Lasse Winther Andersens forældre, da de et stykke tid efter fødslen fik at vide, at deres søn var født med et for kort lårben.

- Vi havde fået at vide, at han ikke fejlede noget, men så sagde de på afdelingen at benene ikke var lige lange. Det blev vi noget overraskede over og kede af, siger Tom Andersen, som er far til Lasse Winther Andersen. 

Men allerede i de første år kunne forældrene se, at Lasse Winther Andersen ikke lod sig hæmme af benet. 

- Lasse har en stædighed og et drive, som har hjulpet ham hele vejen igennem. Han har altid villet gøre de samme ting som sin storebror eller venner. Og så har han kastet sig ud i det, siger Inge-britt Winther, som er mor til Lasse Winther Andersen. 

Lasse Winther Andersens lårben er i dag 25 cm kortere end det andet. 

Har prøvet det før

Det er ikke første gang Lasse Winther Andersen satser på at komme med til De Paralympiske Lege. I 2012 var han med i London, hvor han svømmede sig til en 10. plads i 100 meter butterfly

- London 2012 var en vanvittig oplevelse, Det er noger jeg stadig tænker tilbage på og får kuldegysninger af. Og det tørster jeg efter at prøve igen. Og det store mål er at ende med at stå på podiet med en medalje om halsen, siger Lasse Winther Andersen. 

Det er endnu uvist, om Danmark får to eller tre mandlige svømmere med på landsholdet til De Paralympiske Lege. Uanset hvad kæmper Lasse Winther Andersen for at kvalificere sig, og han vil i starten af sommeren få at vide, om han får en billet til Para OL eller ej. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App