Elever mister to års undervisning

Foto: TV ØST

En beregning af danske skoleelevers timeantal viser, at eleverne har mistet op til to skoleårs undervisning gennem deres samlede skoleforløb fra 1. til 9. klassetrin, skriver Politiken.

Beregningen af den tabte undervisningstid er foretaget af skolelærer Tobias Zimling Kristiansen. Han gik i gang med regnearket, fordi han havde en fornemmelse af, at eleverne havde fået meget mindre undervisningstid.

Da beregningen var færdig, chokerede resultatet ham.

- Jeg troede først, jeg havde lavet en fejl. Det kom som et chok, at det drejede sig om så mange timer, for det går ud over det faglige niveau i klasserne, siger han til Politiken.

Tobias Zimling Kristiansens beregninger viser, at eleverne har mistet 1300 klokketimers undervisning i løbet af et skoleforløb, siden staten for første gang formulerede et krav til antallet af undervisningstimer i den såkaldte Blå Betænkning fra 1960.

Tallet fremkommer, når man sammenligner kravet i betænkningen med Undervisningsministeriets vejledende krav til antallet af skoletimer i 2010.

Men eftersom mange skoler i dag underviser efter Undervisningsministeriets minimumkrav til timetallet, så er tabet flere steder endnu større og udgør cirka 1.800 klokketimer. Det svarer i runde tal til to skoleår.

Professor Niels Egelund, der er formand for det danske Pisa-konsortium og rådgiver for regeringen om skoleforhold, har gennemgået Tobias Zimling Kristiansens beregninger og giver dem det blå stempel, skriver Politiken.

Ifølge professoren skete det væsentligste tab i antallet af timer, da man gik bort fra lørdagsundervisningen i 1970 og dermed skar undervisningen ned til fem dage om ugen. Timerne fra lørdagen blev aldrig fordelt ud over ugens øvrige dage.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App