Det vi har sammen

Elever jagter borgmester

Foto: TV ØST

I Holbæk gik den store jagt mandag. Og det var ikke jægere, der lå på lur efter vildt, men vrede elever, der ledte efter Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard. Alt tyder nemlig på, at det bliver besluttet, at 7., 8. og 9. klasser på 7 skoler i kommunen skal nedlægges. Og det har skabt vrede blandt eleverne:

Tirsdag bliver det foreslået på Børneudvalgsmødet i Holbæk Kommune, at 7., 8. og 9. klasserne på 7 af kommunens i alt 15 skoler skal nedlægges, og i stedet samles på de resterende 8 skoler.

- Vi synes det er en rigtig dårlig idé at lukke vores skole, når den er så velfungerende, siger Joachim Hansen, der går i 8. klasse på Gislinge skole.

Han og hans klassekammeraters skolevej bliver seks kilometer længere, hvis de bliver flyttet til skolen i nabobyen Svinninge, og derfor har de planlagt at invadere Rådhuset i Holbæk.

I februar måned lovede Holbæks borgmester Søren Kjærsgaard, at kommunen ikke ville lukke skoler for at spare penge. Nu føler eleverne, at han løber fra sit løfte ved at nedlægge de ældste klasser.

Eleverne fra Gislinge skole kommer ind på rådhuset uden at blive stoppet. De vandrer rundt på gangene med deres skilte, mens de råber slagord. Målet er at finde borgmesteren. Han er dog ikke at finde nogen steder.
Beskeden er, at han er til møde ude på Hotel Strandparken.

Eleverne fra Gislinge skole er ikke sådan at slå ud, og fremme ved Hotel Strandparken, der ligger et par kilometer fra Rådhuset, findes slagordene frem igen.

Endelig sker der noget. En mand fra kommunen stikker hovedet ud af døren.

- Borgmesteren er ikke til at træffe i dag. Han sidder til ansættelsessamtaler hele dagen, og skal ansætte en ny direktør, lyder beskeden.

Officielt hedder det, at det er eleverne selv, der har planlagt hele aktionen, men går man forældrene lidt på klingen er det tydeligt, at de har en finger med i spillet:

- Hvorfor vil de flytte eleverne fra en skole, der fungerer så godt? Alle vores elever de får en uddannelse efter folkeskolen. Så skulle de hellere lukke en af skolerne inde i Holbæk, siger Trille Runge, der har to børn på Gislinge skole.

I dag lykkedes det ikke for eleverne at få borgmesteren i tale, og de må pakke sammen med uforrettet sag.

- Det er lidt ærgerligt, at han ikke bare havde ti minutter til at lytte til, hvad vi havde at sige, siger Joachim Hansen, mens de andre pakker skiltene med de mange slogans sammen.

03:48 Luk video

 

Tip os Har du et godt tip?