Elever er prøvekaniner i nyt skoleforsøg

På en skole i Ringsted har man oprettet to udskolingsklasser, hvor op imod halvdelen af undervisningen foregår på engelsk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danske elever skal rustes til en global fremtid.

Det mener man på Campusskolen i Ringsted, hvor 2  7. klasser siden sommerferien er blevet undervist på engelsk i fagene matematik, fysik, kemi, geografi, biologi og samfundsfag.

Undervisningen sker på forsøgsbasis og evalueres efter tre år med hjælp fra eksterne konsulenter.

Faglig udfordring
Eleverne forventes at følge med på samme niveau og i samme hastighed som de øvrige 7. klasser på skolen, og det betyder udfordringer i dagligdagen.

- Børnene får simpelthen lov til at knokle noget mere for at lære det samme, men de får også rutine i engelsk, og de får lov til at prøve noget, som ingen andre gør, siger Rikke Obasi, der er underviser på Campusskolen.

Vil blive bedre til engelsk
Eleverne i de 2  7. klasser har alle en ambition om at lære fremmedsproget på højt niveau, og de lader sig derfor ikke skræmme af den nye undervisningsform.

- Jeg har valgt det, fordi jeg godt kan lide udfordringer, og fordi jeg gerne vil blive bedre til engelsk, og det er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan ved at gå i denne her klasse, siger Christel Jensen, der er elev i den ene af 7. klasserne.

Vil du vide mere om de to udskolingsklasser, kan du klikke dig ind på Campusskolens hjemmeside her.


Nyhedsoverblik