Et usædvanligt indbrud onsdag formiddag den 15. december fandt sted i det sydlige Holbæk mellem klokken 8.00 og 11.10.
Her slap tyve afsted med ekstremt dyre effekter. Blandt andet en sjælden klaverlampe fra 1930´erne (billedet), som ejeren har købt på en auktion for mere end 100.000 kroner.
De uindbudne gæster tog også andre dyre lamper og designermøbler med sig. I følge Midt- og Vestsjællands Politi fjernede de effekter for cirka 700.000 kroner.
Indbrudsgruppen i Midt- og Vestsjællands Politi vil meget gerne i kontakt med personer, der har kendskab til, hvor de stjålne effekter er nu. Politiet vil også gerne tale med personer, som er blevet tilbudt at købe effekterne.