Det vi har sammen

Ejendomsmæglere skjuler dyre møbler

Foto: TV ØST

Frygten for at indbrudstyve følger med på boligmarkedet får ejendomsmæglere til at fjerne dyre møbler og genstande med affektionsværdi fra boligannoncerne.

Designermøbler lokker boligkøbere til, men de lokker også indbrudstyve til. Flere ejendomsmæglere har taget konsekvensen og undgår i samarbejde med sælger at vise de dyre møbler frem i boligannoncerne.

- Det tilbyder vi for at kunne give tryghed og sikkerhed til vores sælgere, så de ikke skal være nervøse for at sælge huset, hvis nogen skulle have de forkerte øjne på det, siger Anja Cordes Blom fra EDC i Næstved.

Det er både designermøbler og genstande med affektionsværdi, som fjernes af ejendomsmæglernes fotografer.

- Lamper, møbler, malerier og meget tit fladskærmsfjernsyn af den dyrere kvalitet som B&O, siger Anja Cordes Blom.

Hos politiet er man opmærksomme på, at indbrudstyve følger med på boligmarkedet, og man synes godt om, at ejendomsmæglerne overvejer, hvad de viser frem.

- Når man lægger sit fine indbo ud på nettet, er der selvfølgelig en risiko for, at nogen aflurer det og får lyst til at stjæle det, siger kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Carsten Andersen.

02:07 Luk video

Tip os Har du et godt tip?