Endnu en eftersøgt er blevet taget af politiet under Vordingborg festuge. En 19-årig mand kom ikke tilbage til Statsfængslet i Ringe efter en udgang den 28. juni i år.
Tirsdag eftermiddag blev han genkendt af en patrulje på Algade i Vordingborg, men det lykkedes ikke betjentene at få fat i ham.
Det gjorde det tilgengæld da politiet kiggede forbi på diskoteket Prinsen i Vordingborg natten til onsdag.
Da betjentene igen genkendte ham og ville anholde ham, slog den 19-årige den ene på kæben med en knytnæve, og han sparkede den anden i hovedet.
Han truede også med at slå betjentene ihjel.
Den 19-årige er blevet varetægtsfængslet frem til den 5. august.
Mandag fandt politiet den 22-årige voldsmand, der stak af i november sidste år fra nogle politibetjente i Nykøbing Falster.
Manden var på udgang fra arresten i Nykøbing Falster, da han overfaldt en fængselsbetjent på et diskotek.
Efter en fremstilling i retten skulle han overføres til Køge, men slap væk fra betjentene.
Men mandag blev han genkendt af en fængselsbetjent til Vordingborg Festuge, og er blevet varetægtsfængslet i fire uger.