Eftersøgning af mor til 5 stoppet

Dyrenes Beskyttelse har indstillet eftersøgningen af den kattemor, som i sidste uge blev væk fra sine killinger ved Bauhaus i Næstved.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

5 killinger kommer til at vokse op uden deres mor. Dyrenes Beskyttelse har indstillet eftersøgningen af hende.

De små katte blev fundet i sidste uge i en papkasse ved Bauhaus i Næstved. Først troede personalet, at de var kommet med en forsendelse og ringede straks efter Dyrenes Beskyttelse. De tog killingerne med straks, så de kunne få mad og drikke.

Killingerne stortrives

Senere oplyste en medarbejder i Bauhaus, at han havde set papkassen stå på stedet i nogen tid, så kattemoren har formentligt selv lagt sine killinger i kassen. I håb om at finde moren satte Dyrenes Beskyttelse tirsdag en fælde op ved byggemarkedet.

Der gik 2 katte i den, men det var hankatte, og da fælden blev fjernet fredag, var moren stadig ikke dukket op.

- Vi stopper eftersøgningen nu. Der er ingen, der har set skyggen af moren. Heldigvis stortrives killingerne og vokser, og nu fortsætter vi med at flaske dem op, indtil de er klar til at komme på internat, fortæller Karen Løkke, Dyrenes Beskyttelses kredsformand i Næstved. 

Killingerne er omkring 2 uger gamle. Når de er cirka 10 uger, kommer de på internat.


Nyhedsoverblik