Det vi har sammen

Efterskolers sejlregler skal finkæmmes

Foto: TV ØST

Efterskoleforeningen vil gå retningslinjerne for sejlads grundigt igennem efter ulykken på Præstø Fjord.

- Det hele skal ses godt og grundigt efter.

Efterskoleforeningen har onsdag holdt møde oven på ulykken på Præstø Fjord, hvor en dragebåd med 13 elever og to lærere kæntrede.

Her var dagsordenen, hvorvidt de nuværende retningslinjer omkring sejlads er gode nok, fortæller foreningens formand, Troels Borring.

-Vi må forholde os realistisk til det, der er sket, og kigge indad for at se, om vi kan gøre noget anderledes.

-Vi går ind i et tæt samarbejde med Søfartsstyrelsen i forhold til en revision og tydeliggørelse af det, der allerede foreligger, siger han uden at komme ind på konkrete tiltag på nuværende tidspunkt.

Troels Borring fortæller, at Efterskoleforeningen udstikker nogle anbefalinger til efterskolerne om sikkerhedsprocedurerne ved sejleds. Men i sidste ende er det op til den enkelte skole at overholde de regler, som Søfartsstyrelsen har på området.

Ikke desto mindre slår formanden fast, at foreningen "skal have skærpet informationen udadtil" efter ulykken, der sendte syv elever i kunstig koma og formentlig kostede en lærer livet.

-Vi har en forpligtelse til at være helt klare i spyttet, siger Troels Borring.

Burde I have været klarere i spyttet set i bagspejlet?

-Det er nemt at være bagklog. Men dette giver anledning til at opdatere vores viden på området og blive mere klare og opmærksomme, siger han.

-Men det er også vigtigt, at vi ikke iværksætter noget, der gør det fuldstændig umuligt at komme ud at sejle. Det vil være horribelt, hvis det kommer dertil, slår Troels Borring fast.

Kan du frygte, at dette får forældre til at holde deres børn fra efterskolerne?

-Nej, det gør jeg ikke. Men forældrene vil selvfølgelig være mere opmærksomme på, hvorledes det forholder sig, når man afgiver sit guld til en efterskole i et års tid, siger Troels Borring.

Tip os Har du et godt tip?