Efterlyser vidner til spektakulært millionkup

Politiet vil gerne i kontakt med borgere, der kan have oplysninger om tyveri mod guldsmed

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er i fuld gang med at efterforske lørdagens usædvanlige tyveri mod Guldsmed Borup, der ligger i Næstved Storcenter. Og politiet vil gerne i kontakt med borgere, der kan have set noget mistænkeligt i tidsrummet for det spektakulære tyveri natten til lørdag, hvor tre ukendte gerningsmænd ved hjælp af en vinkelsliber skar hul i taget og firede sig ned i guldsmed forretningen.

-       Vi ved, de har siddet på taget fra klokken 24.00 og frem til klokken 02.40 med en del værktøj og hvis nogen har set eller hørt noget på pågældende tidspunkt, så vil vi selvfølgelig meget gerne høre fra dem, fortæller efterforskningsleder fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kenneth Lund-Jensen.

Under tyveriet gik de ukendte gerningsmænd målrettede efter ure af mærket Omega. Omkring klokken 02.40 stikker tyvene af fra Næstved Storcenter – med ure for godt halv anden million kroner.

-       Vi har en formodning om, at de er stukket af på cykel mod Holme Olstrup, så hvis nogen har set tre mænd på cykel i det tidsrum, så hører vi også gerne fra dem, siger Kenneth Lund-Jensen.

Politiet kan ikke komme konkret ind på de spor i sagen, som efterforskningen indtil videre har ledt af sig.

-       Det skete natten til lørdag, så efterforskningen er stadig ung og vi skal have nogle flere tekniske spor og nogle flere afhøringer og så skal vi nok få løbet det op, siger efterforskningslederen.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på 114.

 


Nyhedsoverblik