Edb-kaos rammer patienter

Problemer med et nyt elektronisk system rammer patienter på Næstved Sygehus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nogle ringer fordi de undrer sig over, at der ikke kommer indkaldelse op til undersøgelser med posten som aftalt. Men der er også kræftpatienter, der ikke får svar på prøver til tiden.

Et ukendt antal patienter på Næstved Sygehus strander i ugegamle bunker, fordi der ikke har været tid til at skrive dem ind i et ny edb-system, som blev indført for snart tre uger siden. Det skriver Sjællandske.

Ansatte på Næstved Sygehus knokler med det ny elektroniske OPUS-system, og selvom det er en kendsgerning, at især sygeshusets travle ambulatorier har store problemer med at håndtere patienterne, så er der ingen på Næstved Sygehus, der har lyst til at lægge navn til kritiske udtalelser til Sjællandske.

Patienter hører dagligt om problemer i forbindelse med edb-bøvl. Der er tale om ikke mindre end en teknisk revolution, idet millioner af data er overflyttet til et nyt og mere avanceret edb-system.

Sygehusledelsen har ikke overblik over konsekvenserne og erkender, at det også rammer patienterne.

- Det var naturligvis ikke meningen, at det skulle gå ud over patienterne, men der er opstået problemer, som vi ikke har været i stand til at forudsige. Vi samler tingene op, efterhånden som vi hører om dem fra afdelingerne, siger Aase Bjerring, vicedirektør Sygehus Syd, til Sjællandske.


Nyhedsoverblik