Dyrt kursus forarger politikere

Arkivfoto Foto: TV ØST

Region Sjælland har brugt over tre millioner kroner på efteruddannelse af topchefer, og det er flere politikere stærkt utilfredse med.

Fem dages undervisning i innovation på University of California Berkeley, hotelophold i San Francisco, rejsen over dammen og fire kursusdage i Lyngby har kostet Region Sjælland over tre millioner kroner. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Der har nemlig været 34 topchefer af sted - lige fra regionens direktion til sygehusledelserne - og prisen pr. snude er i runde tal 89.000 kroner. Udgifterne får det socialdemokratiske medlem af Region Sjællands forretningsudvalg Henning Tønning til at rynke brynene.

- Vi har intet imod, at ledere får efteruddannelse. Men timingen er ikke særlig heldig, når der netop er gennemført to procents besparelser på alle sygehuse, siger Henning Tønning.

Det synspunkt deler hans partifælle Freddy Blak, der finder det betænkeligt, at koncernledelsen er taget til USA i stedet for at invitere undervisere fra UC Berkeley til Danmark.

- I sparetider er det betænkeligt, at der bliver brugt så mange penge på uddannelse af administrationen. Jeg tror da også, at mange sosu-assistenter og sygeplejersker gerne ville på efteruddannelse i udlandet. Men vi har altså lige sparet en halv millard på sygehusene, siger Freddy Blak.

Stenbæk: En fantastisk idé

Regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) kalder derimod koncernledelsens fælles efteruddannelse for en fantastisk ide.

- En samlet efteruddannelse for hele koncernledelsen giver et godt grundlag for at udvikle organisationen, siger Jens Stenbæk, som ikke har problemer med signalværdien i efteruddannelse til 89.000 kroner i sparetider.

- Man skal huske at se det i sammenhæng. Vi er en organisation med 17.000 ansatte og en omsætning på over 17 milliarder kroner. Det kræver en topledelse, der er oppe på mærkerne og sikrer sig ny viden, så de kan udvikle og lede organisationen til gavn for patienter, borgere og ansatte, siger regionsrådsformanden, der pointerer, at forretningsudvalget tidligere i år har sagt god for bevillingen.

Kurserne er arrangeret af DTU, Danmarks Tekniske Universitet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App