Det vi har sammen

Dyrlæger anser forbud mod muskelhunde for nyttesløst

Foto: TV ØST

Et forbud mod bestemte hunderacer vil ikke føre til færre muskelhunde på gaderne. I praksis bliver forbuddet nemlig umuligt at håndhæve, skriver Politiken torsdag.

Den melding kommer fra Den Danske Dyrlægeforening (DDD), efter at et folketingsflertal først på ugen erklærede sig parat til forbyde de omstridte hunde.

- Vi har undersøgt det i udlandet, og det er endnu ikke muligt at lave en test, der med sikkerhed kan bestemme en hunds race. Vi har det problem, at vi som dyrlæger simpelthen ikke kan se forskel på eksempelvis en pitbull- og en amerikansk staffordshireterrier, forklarer fagpolitisk konsulent i DDD Johanne Østerby til Politiken.

Pitbulls er ulovlige i Danmark, men de nært beslægtede amerikansk staffordshireterriere - også kaldet amstaff - er ikke. I Storbritannien har begge racer, sammen med en række andre hunderacer, af samme årsag været forbudt siden 1991.

Men loven har langt fra haft den håbede effekt, lyder det fra The Kennel Club, foreningen for britiske hundeejere.

- Det har været en katastrofe. Forbuddet har ikke haft nogen virkning overhovedet, og der er i dag mange flere pitbulls, end der var i starten af 90'erne. Når man forbyder noget, gør man det samtidig interessant for de forkerte folk. Folk som holder hund af de forkerte grunde. I dag ser vi ofte bander, der har pitbulls, forklarer kommunikationschef Laura Vallance fra The Kennel Club over for Politiken.

Foreningen holder på, at man skal lovgive mod hundenes adfærd, ikke mod deres race. Dyrlægeforeningen i Danmark er enig og mener, at problemerne med et raceforbud er både praktiske og etiske.

- Selv hvis vi kunne lave en sikker racetest i morgen, hvor går så grænsen? Langt de fleste muskelhunde er krydsninger mellem flere racer. Hvor meget kamphund må en fredelig familiehund indeholde?, spørger Johanne Østerby over for Politiken.

Også hos den danske organisation for hundeejere, Dansk Kennel Klub (DKK), finder man det urealistisk at håndhæve et forbud mod specifikke racer. Frem for alt, fordi erfaringerne fra udlandet har været dårlige. Ikke blot i England.

- Flere tyske delstater har forbud mod en række hunderacer, og det har stort set ikke haft nogen virkning, fordi ejerne typisk meddeler, at deres hund er en blanding«, siger DKK's direktør, Jens Glavind til Politiken.

Tip os Har du et godt tip?