Dyre tandlægeregninger til kommunerne

Nye regler fra Sundhedsstyrelsen betyder, at det stort er set slut med sølvplomber hos skoletandlægerne. Men den nye type fyldninger bliver dyre på kommunernes budget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For Kalundborg Kommune betyder de nye vejledninger fra Sundhedsstyrelsen, at der kommer et voldsomt udskift af materialer og dermed en stor ekstra regning. Plastik er dyrere at købe ind, og det kræver længere tid i tandlægestolen at få lavet en plastikfyldning.  Alt i alt regner Kalundborg Kommune med en ekstra regning på omkring 500.000 kroner. Og de penge har kommunen ikke.

- Det er jo et klassisk problem, at vi bliver pålagt opgaver, uden at de nødvendige midler følger med. Vi får omkring 65.000 i bloktilskud til det her, og det rækker jo ikke ret langt. Så vi kan blive nødt til at skære et andet sted på sundhedsområdet,  siger Ole Glahn (Rad.V), der er formand for sundhedsudvalget i Kalundborg Kommune.

På grund af tandlægemangel er der en del børn i Kalundborg Kommunes landområder, der går hos en privat tandlæge i stedet for den kommunale, og den regning betaler kommunen. Men der er ikke noget loft på, hvad en plastfyldning må koste hos de private tandlæger, og det kan koste kommunen dyrt.

- Børn og unge overenskomsten gælder ikke på det område, så der er fri prissættelse for de private tandlæger, siger Overtandlæge i Kalundborg Kommune Anette Petersen.

De nye regler er kommet på grund af sundheds- og miljøhensyn, fordi sølvplomber indeholder kviksølv, der mistænkes for at ophobe sig i kroppen og i miljøet.

Skiftet til plast er dog ikke ensbetydende med, at det er helt ufarligt at få fyldt hullerne ud

- Plastik indeholder masser af giftstoffer – mange tandlæger udvikler kraftig allergi overfor det.  Her har vi bare ikke samme erfaring som med sølvplomberne, så vi ved ikke hvordan det kan påvirke kroppen over længere tid, siger overtandlæge Anette Petersen.


Nyhedsoverblik