Det vi har sammen

Dyr taxatur for 19-årig

Foto: TV ØST

En 19-årig mand forsøgte at stikke af fra en taxaregning, men han blev indhentet af taxachaufføren. Han er nu sigtet for vold og bedrageri.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi måtte politiet søndag nat rykke ud til Banegårdspladsen i Næstved, hvor en taxachauffør tilbageholdt en kunde, der ikke ville betale for en tur fra København til Næstved.

Der var en 19-årig mand uden fast bopæl, som havde prajet en taxa i København, men da de ankom til Næstved, forsøgte han at stikke af. Det lykkedes ikke, for chaufføren fik indhentet ham - men fik nogle slag i hovedet ved den lejlighed.

Den 19-årige blev senere anholdt og sigtet for vold og for bedrageri og blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt efter afhøringen.

Mens politiet søndag morgen klokken 3.30 var i gang med at undersøge bedragerisagen, kom en 32-årig mand fra Næstved og ville køre med taxaen.

Da han blev afvist, overfusede han chauffør og betjente og han nægtede at forlade stedet.

Betjentene måtte anholde den 32-årige, og under den efterfølgende visitation på politistationen i Næstved fandt de 3,4 gram hash.

Den 32-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for lov om euforiserende stoffer.

 

Tip os Har du et godt tip?