Det vi har sammen

Dyr straf for at spille harmonika

Foto: TV ØST

Kurtes Rizi er kontanthjælpsmodtager fra Holbæk. Han har tjent nogle hundrede kroner på at spille harmonika uden at opgive det. Nu koster det ham 45.000 kroner.

Kurtes Rizi elsker at spille harmonika, men nu er det blevet en dyr fornøjelse for ham, fordi han ikke har opgivet, at han har tjent nogle hundrede kroner ved at spille i det offentlige rum.

- Jeg vidste ikke, hvordan reglerne var. Jeg spiller musik, fordi jeg har en depression, og jeg bliver glad, når folk smiler, siger Kurtes Rizi.

Holbæk Kommune trækker Kurtes Rizi 45.000 kroner i hans og ægtefællens kontanthjælp som en straf, fordi han to gange i løbet af fem år ikke har opgivet penge, som han har tjent ved at spille harmonika. Sidst handlede det om fire dage, hvor Kurtes Rizi ifølge kommunen har tjent op til 130 kroner pr. dag.

- Straffen er fuldstændig ude af proportioner i forhold til forseelsens omfang, siger Erling Frederiksen, som er bisidder for Kurtes Rizi. Han har nu klaget over afgørelsen. Ifølge ham har kommunen ikke vejledt godt nok i sagen.

- De burde glæde sig over, at de kan udbetale mindre i kontanthjælp, hvis han tjener 400 kroner. Alt, hvad han tjener, bliver jo modregnet, siger Erling Frederiksen.

Kommunen vil ikke udtale sig i den konkrete sag, men fortæller, hvad der er normal procedure i den slags sager.

- Der bliver rådgivet og vejledt både i skrift og tale, inden man bruger så drastiske midler som at sanktionere en borger på kontanthjælpen, siger Unni Mathiasson, der er konstitueret arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune.

Kurtes Rizi vil nu kontakte kommunen en gang om måneden for at fortælle, hvad han tjener på at spille harmonika.

02:33 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App