Dykkere leder forgæves efter drabsvåben

Politiets dykkere fandt ikke skudvåben i vandet ved Faxe Ladeplads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er endnu ikke lykkes for politiet at finde det skydevåben, som er brugt til det bestialske drab i Faxe Ladeplads i sidste uge.

Politiet har ellers haft dykkere i vandet for at lede langs stranden, men altså uden resultat.

Politiet har tidligere fundet en kniv i haven til det sommerhus, hvor den 47-årige Peter Richter Andersen blev dræbt. Efterfølgende er liget ifølge oplysninger, som politiet endnu ikke har bekræftet, skåret i småstykker af gerningsmanden.

Offerets 33-årige lillebror sidder fængslet for drabet.

- Vi ledte efter våbnet og nogle effekter. Noget af offerets tøj er fundet i klitterne, og derfor er det nærliggende at tro, at vi kunne finde noget af det, vi søgte i vandet, siger efterforskningsleder Marianne Roed, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Naboer har fortalt, at de hørte skud i området. Men indtil videre ved politiet ikke, hvilken form for våben, der kan være brugt ved drabet.

Liget af den 47-årige blev fundet torsdag aften.

Også brødrenes 75-årige far er sigtet i sagen. Men han blev løsladt ved grundlovsforhøret.

Lillebroren har tilsyneladende flere gange tidligere truet sin bror. Men motivet til drabet kendes ikke.

Ifølge Marianne Roed er den fængslede endnu ikke afhørt af efterforskerne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik