Du får mere hus end lejlighed for pengene

Lolland er én af mange kommuner, hvor det bedre betale sig at købe et hus end en lejlighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis du bor i lejlighed, fordi du tror, at du ikke har råd til et hus, så kan du godt tro om.

En ny undersøgelse fra boligsiden Boliga viser nemlig, at huse er billigere end lejligheder i 38 ud af 70 kommuner. I enkelte kommuner er den gennemsnitlige kvadratmeterpris næsten det halve.

Den største prisforskel finder man i Langeland Kommune. Her får du overbo, underbo og naboer for 16.139 kroner i snit per kvadratmeter. Men er du mere til terrasse og carport, så kan du nøjes med at betale 8.373 kroner i snit. Det er 48 procent billigere.

Det samme billede tegner sig i Middelfart, Rebild og Lolland. Her er det som udgangspunkt mellem 39 og 44 procent billigere at købe en kvadratmeter hus end en kvadratmeter lejlighed.

I Aarhus, Odense og Aalborg er der også besparelser at finde, men ikke mere end 5 til 12 procent. Københavnerne må til gengæld ty til etagebyggerier, hvis de vil bo billigst muligt. I hovedstaden koster en kvadratmeter hus 21 procent mere i snit.

Hvis du gerne vil have villa, Volvo og vovse tæt på hovedstaden, så må du rode endnu dybere i lommerne. I Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe og Vallensbæk kommune er kvadratmeterpriserne i huse således mellem 52 og 55 procent dyrere.

Selvom huse generelt er større end lejligheder, er der i øjeblikket masser af muligheder for at bytte direkte over. Og i nogle tilfælde kan det gøres bedre.

Der findes lige nu over 7000 parcelhuse under 100 kvadratmeter på markedet, hvilket svarer til 17 procent af det samlede udbud af villaer og rækkehuse.


Nyhedsoverblik