DSBs mobil-billetter er dyre - og kan være ugyldige

Statsbanerne er ved at brænde fingrene på en nyt program til folks mobiltelefoner. Programmet skulle gøre livet lettere for de rejsende, men sælger dyre og nogen gange ugyldige billetter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

App sælger dyre billetter - der ikke virker

Et højt antal togrejsende er edderspændt rasende på DSB, som opfordrer alle til at løse billet med smartphone-app'en DSB Billet. For den fejlbehæftede app ruinerer folk, skriver 24timer.

24timer kan onsdag afsløre, at DSB-kunder rask væk bliver snydt ved at købe billetter med app'en. Ikke blot risikerer de, som beskrevet i 24timer tirsdag, at betale to til tre gange mere, end billetterne koster på DSB's hjemmeside.

Kunderne betaler en høj pris for app-billetter, som de aldrig nogensinde modtager på deres smartphone.

Tværtimod hæver DSB nogle gange pengene flere gange fra kundernes kreditkort. Men uden at sende så meget som en eneste billet til kundernes smartphones.

Ingen forståelse fra de ansatte

Nogle sidder allerede i togene, når det går op for dem, at DSB ikke sender den billet, de netop har betalt for en eller flere gange. Og når DSB's togrevisorer opdager rejsende uden gyldig rejsehjemmel, kommer bødeblokken frem. Det beretter en række indebrændte kunder på de onlinefora, hvor de bedømmer DSB-billet-appen.

- Den kostede mig en kontrolbøde i dag. Jeg betalte for billetten, men fik den ikke, skriver en DSB-kunde.

- Programmet kan ikke downloade billetten, men crasher, og det koster bøder, selv om billetten er betalt, skriver en anden.

I alt omkring 80 særdeles utilfredse DSB-kunder skriver, at de aldrig har fået de billetter, de har købt. En del er det lykkedes med, uopfordret eller ved at henvende sig til DSB, at få deres penge retur - i nogle tilfælde efter mange uger.

Ekspert: Ligesom IC4

Teleanalytiker John Strand følger nøje med i, hvilke apps landets største virksomheder lancerer.

24timer har bedt ham vurdere app'en DSB Billet baseret på de hundredvis af fejlmeddelelser, som kunderne kommer med.

- Min enkle konklusion er, at DSB er præcis lige så god til at købe app, som DSB har været til at købe de stærkt fejlbehæftede og stærkt forsinkede IC4-tog. App'en virker jo ikke, siger han til 24timer.

Også Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, er kritisk.

- Vi kan selvfølgelig ikke have, at kunderne betaler dobbelt op for en billet, de ikke modtager, og efterfølgende skal inddrive pengene fra DSB. DSB må stramme op, siger han til 24timer.


Nyhedsoverblik