DSB skal snart på stort milliard-indkøb

Pladsmangel og stigende passagertal skaber stort behov for nye tog hos DSB, mener ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag valgte de danske politikere at elektrificere strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov i 2015.

Den manøvre kommer til at koste 1,2 milliarder kroner, men dermed er det ikke slut med udgifterne til den danske togtrafik.

Snart skal DSB nemlig have nye tog, hvis de skal kunne håndtere den stigende efterspørgsel og de nuværende pladsproblemer.

- Elektrificeringen kan give en mere effektiv udnyttelse af togene og vil kunne give flere siddepladser. Men når det er sagt, så er det ved at være på tide, at man får besluttet en materielstrategi, siger Alex Landex, adjunkt ved DTU Transport.

Han henviser til, at IC3-togene har rundet de 20 år, og at den normale levetid for togsæt ligger mellem 20 og 30 år.

DSB kan vælge at forlænge togenes levetid ved at modernisere dem, men allerede nu er der pladsproblemer i togene, især på Sjælland.

- Allerede i dag er der mangel på siddepladser. Vi har en togflåde, der er ved at være gammel, og inden man får lavet et udbud, og de første tog begynder at komme, så er det nu, man skal til at tage en beslutning, konstaterer Alex Landex.

Han vurderer, at indkøbsbehovet afhængigt af, hvilken strategi DSB vælger, kan nå et omfang på størrelse med det seneste indkøb af IC4- og IC2-tog, som oprindeligt havde en pris på 5,8 milliarder kroner.

Hos DSB vil vicedirektør Ove Dahl Kristensen ikke forholde sig til, om DSB's aktuelle togberedskab kan løfte opgaven med elektrisk kørsel fra København til Esbjerg fra 2015.

- Vi har ikke konkret drøftet situationen internt i DSB, og vi skal også drøfte den med transportministeriet. Men vi går efter at køre med elektriske tog til Esbjerg, og vi er fortrøstningsfulde, siger han.


Nyhedsoverblik