DSB satser på snesikker drift til vinter

S-tog er ombygget, så de ikke stoppes af smeltevand, og sporskifter overvåges i DSB's vinterberedskab.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selv om DSB og Banedanmark siden foråret har forberedt togdriften på den kommende sne og is, gør passagererne klogt i at tjekke vejrudsigten, før de tager toget til vinter.

Det siger Banedanmarks områdechef, Klaus Bergman, efter at DSB og Banedanmark belært af sidste års store mængder sne har forberedt sig til den kommende vinter.

- På hårde vinterdage kan vi ikke udstede garantier. Kunderne skal være forberedte på forsinkelser, siger han.

DSB prøver at orientere passagererne, dagen før togtrafikken ændres og i nogle tilfælde med flere dages varsel, siger DSB's trafikchef, Stig Friisbæk.

- Som udgangspunkt vil det altid være en god idé at tage af sted i god tid og være forberedt på, at der er mange kunder i togene, når det sneer og er koldt, siger han.

Når der er kraftig lokal sne, isolerer DSB og Banedanmark lokalområdet. Sner det kraftigt i Aalborg, skiller landstrafikken i Aarhus, så problemerne ikke smitter landstrafikken. Der sendes et rejsehold til området, så trafikken kan styres, hvis landet deles i to.

S-togene er ombygget, så smeltevand ikke længere løber ind og generer togenes el-installationer. Banedanmark overvåger døgnet rundt de sporskifter, som har størst trafikal betydning, så de friholdes for sne og sneklumper.

Et beredskab kan rykke ud døgnet rundt, når det er nødvendigt.

På Kystbanen vil DSBFirst reducere togtrafikken ved ekstremt hårdt vejr. Det sker i samarbejde med Banedanmark og Trafikverket i Sverige. Der skal køre færre, men længere tog.

Michael Randropp, talsmand for pendlerne på kystbanen, skal torsdag mødes med transportminister Henrik Dam Kristensen (S).

Han vil foreslå ham, at DSBFirst i vintermånederne altid har en ekstra togstamme i reserve, som kan holde klar på hovedbanegården.

- Vi ved nemlig, at de forsinkelser og aflysninger, der opstår på den anden side af Øresund, også påvirker trafikken mellem København og Helsingør, siger Randropp.

/ritzau/


Nyhedsoverblik