DSB sætter turbo på pendler-parkering

Allerede i år vil DSB anlægge en række nye parkeringspladser ved stationerne i flere af regionens byer.

 

Nye parkeringspladser ved stationerne i blandt andet Ringsted, Sorø og Glumsø skal få pendlerne til at stille bilen og bruge toget i stedet for, skriver DAGBLADET Ringsted.

DSB præsenterede fredag en plan for hurtig udvidelse af parkeringspladserne ved en række sjællandske stationer og åbner dermed for, at de sjællandske pendlere i højere grad kan droppe at benytte bilen til fordel for toget. Planen betyder flere hårdt tiltrængte parkeringspladser ved stationerne i Ringsted, Roskilde, Trekroner, Sorø, Glumsø, Tølløse, Vordingborg, Espergærde og Lundby allerede i år.

Udvidelsen af parkeringsforholdene omkring stationerne sker primært ved at inddrage ubenyttede banearealer omkring stationerne i tæt samarbejde med de implicerede kommuner. De største udvidelser sker omkring stationerne i Roskilde og Ringsted.

I Ringsted skal der i første omgang anlægges 30 p-pladser på godsbanearealet syd for stationen. Her har kommunen gennem en årrække presset hårdt på for at få DSB til at afgive plads til omkring 200 ekstra og stærkt savnede p-pladser. Allerede på mandag mødes repræsentanter for Ringsted Kommune med DSB for at drøfte yderligere inddragelse af godsbaneterrænet i Ringsted til parkering ud over de 30, som DSB har besluttet at anlægge i år.

På sin side er Ringsted Kommune i gang med en helhedsplan for en fremtidig udnyttelse af en del af det store godsbaneterræn, som ud over ekstra nødvendige pendler-parkeringspladser også omfatter en plan om et større kontorhusbyggeri. Samtidig er kommunen også indstillet på selv at betale for anlæggelsen af en gangbro fra p-pladsen over til stationens perroner. Projektet vil ligeledes indgå i de forhandlinger, som DSB og kommunen har på mandag.

I sin kamp for flere pendler-parkeringspladser har Ringsted Kommune haft en bred tværpolitisk opbakning i Folketinget. Både den socialdemokratiske trafikordfører Poul Andersen og Venstres trafikpolitiske ordfører Kristian Pihl Lorentzen har rejst spørgsmålet om de mangede p-pladser ved Ringsted Station over for trafikminister Flemming Hansen, lige som formanden for Venstres folketingsgruppe Svend-Erik Hovmand og Dansk Folkepartis grand old man Poul Nødgaard har presset på for at få ministeren til at gribe ind.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App