DSB-kunder må vente på gratis internet

Selvom store reklamer påstår, at der er gratis internet i S-toget, så har netforbindelsen manglet i mange måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På siden af togene, på stationerne og på DSB's egen hjemmeside har der længe stået, at man frit og kvit kan hoppe på internettet i S-toget. Men sandheden er, at der ikke har været internetforbindelse i S-togene siden i sommer, skriver 24timer.

I DSB er man klar over, at internetforbindelsen længe har manglet, men mener alligevel ikke, at man vildleder kunderne.

»Vi går ikke ud og piller alle logoerne af togene, for det ville være en dum måde at bruge pengene på, når der er nyt internet på vej,« siger DSB's salgsdirektør, Niklas Marschall til 24timer.

DSB indførte gratis internet i S-togene i 2009 som en service til de mange togpassagerer i hovedstadsområdet. Men bedst som de rejsende havde vænnet sig til at tjekke e-mailen, chatte og surfe på nettet, forsvandt forbindelsen. Selskabet Butlernetworks, som leverede forbindelsen til DSB, gik konkurs, og siden har DSB ligget i forhandlinger med en ny underleverandør.

»Vi har fået en aftale på plads nu, og vi er i gang med at teste forbindelsen, så den bliver bedst mulig. Der er tekniske årsager til, at man ikke er kommet længere,« siger Niklas Marschall til 24timer.

I sommer meldte DSB ud, at den internet-frie periode kun ville vare til og med september, men passagererne har måttet væbne sig med tålmodighed.

»Jeg kan sagtens forstå, at passagererne har været frustrerede, og vi er kede af, at det har taget så lang tid. Vi regner dog med at være klar til at åbne for internet i halvdelen af togene i marts,« siger Niklas Marschall til 24timer.


Nyhedsoverblik