Drop affaldet midt om natten

Genbrugspladsen i Bregninge udenfor Kalundborg holder, som den første i landet, fra i dag døgnåbent.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er da sådan en god ide ! Anlægsgartner Bjarne Kristiansen er en af de kunder, der helt sikkert vil komme til at bruge den nye døgnservice på genbrugspladsen i Bregninge. - Når døgnet bliver længere, og der er flere lyse timer, så kommer jeg også udenfor almindelig åbningstid, siger han i dag til TV2 Øst.

Finn Kjær er genbrugschef hos KARA/Noveren og idémand bag Danmarks første genbrugsplads. - Vi stiller større krav til alting i dag. Vi vil handle sent, der er døgnåbent i vaskerier, i institutioner, på biblioteket, og hvorfor så ikke også på genbrugspladsen. Vi gør det sådan set, fordi vi kan, siger Finn Kjær.

Udenfor normal åbningstid vil borgerne og erhvervsdrivende i Kalundborg, Roskilde, Lejre, Køge og Stevns kunne melde sig til genbrugspladsen via mobiltelefonen. Når man holder udenfor porten til genbrugsstationen,  taster man et telefonnummer og porten går op. Derefter kan man køre ind og dumpe sit affald. Men selvom man måske skulle tro, at det inviterer til, at lyssky personer kan komme af med alt det, de ikke vil kædes sammen med, så er det ikke helt så nemt, mener Finn Kjær.

- For det første skal man jo være meldt til ordningen via sin mobiltelefon, ellers går porten ikke op. For det andet er hele pladsen videoovervåget, så det er klart, at finder vi noget, der ikke skal være på genbrugspladsen, så tager vi selvfølgelig fat i kunden, eller - i ekstreme tilfælde - i politiet, svarer Finn Kjær på spørgsmålet om, hvorvidt man i virkeligheden ikke bare ville kunne smide - eksempelvis -et lig af derude midt om natten.


Nyhedsoverblik