Drømmen om OL: To brydere – én plads

Foto: TV ØST

De har været rivaler, siden de var helt små. I dag er de venner og træner sammen flere gange om ugen. Anders Ekström og Fredrik Bjerrehus fra Brydeklubben Thor i Nykøbing Falster kæmper begge for at komme til OL i Rio, men kun én har muligheden.

Anders Ekström og Fredrik Bjerrehus kender hinandens styrker, men er på heller ingen måde i tvivl om hinandens svagheder. De har været rivaler, siden de var helt små, og nu står de begge med muligheden for kæmpe sig til en OL-billet til Rio de Janeiro i august.

- Det ville betyde rigtig meget. Det er hvad, jeg har kæmpet for, siden jeg var fem år gammel, siger Fredrik Bjerrehus.

Kun én billet til Rio

Der er dog kun én af de to brydere, der får muligheden for at komme af sted. Begge brydere stiller op i samme vægtklasse, nemlig 66 kilo, og her kan Danmark kun sende én bryder til Rio. Derfor er der stor konkurrence mellem Anders Ekström og Fredrik Bjerrehus, der til dagligt er venner og træner sammen flere gange om ugen i Nykøbing Falster. Det er dog ikke noget, der har indflydelse på deres venskab, mener Fredrik Bjerrehus.

- Vi har en god balance mellem det hele. Man kan sige, han knuser min drøm, og jeg knuser hans drøm, siger Fredrik Bjerrehus, mens Anders Ekström tilføjer:

- Den andens succes er jo også et eller andet sted min succes, hvis det endelig var Fredrik, der skulle få succes. Man har jo været med til at gøre hinanden gode.

Trænerens svære beslutning

For at kvalificere sig til OL, skal de to brydere deltage i en række kvalifikationsstævner. Her er kravet en top tre placering, for at sikre sig billetten.

Der er tre kvalifikationsstævner tilbage, derfor får den ene bryder et enkelt stævne, mens den anden får to. Det er cheftræneren i BK Thor, Thor Hyllegaard, der står med beslutningen, og han spår en tæt kamp mellem Anders Ekström og Fredrik Bjerrehus.

- Der er lagt op til en lige kamp. Det handler om den daglige træning, indsatsen på træningslejre, og hvordan de præsterer til de stævner, de er med til. Det er den hele pakke, der skal fungere, og det er det, vi vurderer ud fra, når vi skal tage beslutningen om, hvem der skal kvalifikationsstævnerne, siger Thor Hyllegaard.

Rivaler i 18 år

For Anders Ekströms forældre, har det været sjovt at følge de to bryders rejse. De har nemlig kendt hinanden, siden de var juniorer og startede til brydning. De seneste seks år har de trænet sammen i Nykøbing Falster.

- De har ofte kæmpet mod hinanden til de danske stævner, siden de var 6-7 år gamle.  Anders vandt ofte til at starte med, men så begyndte Fredrik at vinde, og så har de byttet lidt plads. De har været rivaler hele vejen, siger Sonja Ekström, der er mor til Anders Ekström.

Om Anders Ekström eller Fredrik Bjerrehus får kvalificeret sig til OL bliver afgjort til i april og maj, hvor kvalifikationsstævnerne bliver afholdt.

Allerede en bryder fra BK Thor har kvalificeret sig De Olympiske Lege, nemlig Mark O. Madsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App