Drikkevand forurenet af olie-maling

Vandværk advarer. Det er forbrugerne ved Kongstrup Vandværk - nær Kalundborg - der ikke må drikke vandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Det er en bommert med meget stort B," siger vandværksformanden til TV2 Øst.

Det er sommerhus-området ved Røsnæs Strandpark og Ågerup, der er ramt af forureningen.

"Vi har malet gulvet på vandværket med oliebaseret maling og ikke vandbaseret maling. Det er ret uheldigt, da dampene bliver suget ind i vandtanken, når vi ilter vandet. Vi har lukket Kongstrup Vandværk og forsyner nu området med vand fra Hjorthøj Vandværk," siger vandværksformand Ulrich Rasmussen.

Vandet er altså forurenet med dampe fra maling. Der er stillet tankvogne op i området. Men mens vandet altså ikke må drikkes, så må man gerne bade i det, oplyser vandværket.

Smager af maling

"Selvom vi forsyner området fra Hjorthøj Vandværk, står der en rest af lugt og smag af maling i vandet. Vi har dagen igennem (mandag, red.) skyllet i området og vil fortsat skylle tirsdag," siger Ulrich Rasmussen til Nordvestnyt.

Der vil blive taget vandprøver og formanden vil tirsdag kontakte embedslægen for at høre, hvilke yderligere foranstaltninger, der kan iværksættes i området.

"Vi håber på, at vi i løbet af en par dage igen kan give andelshaverne lov til at bruge vandet," siger vandværksformanden.


Nyhedsoverblik