Drenge i bedring efter ulykke på Møns Klint

Foto: TV ØST

En af de tyske drenge, der styrtede 15 meter ned fra Møns Klint, har brækket ryggen. Den anden slap uskadt. Men ingen af de to er i livsfare.

En 16-årig dreng, der torsdag eftermiddag styrtede ned fra Møns Klint har fået to mindre brud på rygsøjlen, men er ikke i livsfare. Hans 15-årige kammerat slap uskadt fra styrtet.

Drengene bor på et opholdssted i Berlin og er på sommerferie i Danmark med andre unge fra stedet og deres pædagoger.

Torsdag eftermiddag var en gruppe ude at gå tur på Møns Klint.

- De to drenge løber i forvejen og kravler over et hegn og ud på klinten, fortæller vagtchefen ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen.

Da gruppen med de andre unge og pædagogerne indhenter drengene, får de besked om at kravle tilbage til stien.

- Men de mister fodfæstet og styrter omkring 15 meter ned, siger vagtchefen.

Drengene landede på et svært tilgængeligt sted på stranden, så de måtte hentes af en redningsbåd, der sejlede dem til Klintholm.

Herfra blev den 16-årige fløjet i helikopter til Rigshospitalet, mens den 15-årige blev kørt i ambulance til sygehuset i Nykøbing Falster.

Den 15-årige slap fra faldet med knubs og er indlagt til observation i Nykøbing Falster.

Eget ansvar

Politiet efterforsker ikke sagen yderligere, oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi idag.

- Det var ikke et forsøg på selvmord, blot drenge med mod på oplevelser, som selv kravlede derud. Man kan jo ikke indhegne hele kyststrækningen for at gardere mod den slags, så vi stiller ikke nogen til ansvar.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App