Danskerne er ved at være godt trætte af sommervejret. Men de regnvåde haver er et rent paradis for en dræbersnegl.
- Juli har været særdeles våd og nu begynder problemerne så at vise sig, for nu kommer der rigtig mange snegle, siger Erik Andersen, der ejer Toksværd Planteskole i Holme-Olstrup.
Haveforeningen Skovhøjen i Næstved er et af de steder, hvor beboerne kæmper en brav kamp mod de ubudne gæster.
- Der er nogle, der tager op mod 50 om dagen, fortæller kolonihavehusejer Leif Trentemøller.
De ser ellers temmelig harmløse ud. Men ifølge Erik Andersen kan et snegleproblem hurtigt vokse en over hovedet. En enkelt snegl lægger op mod 400 æg i løbet af en sæson. De spiser alt på deres vej og medbringer noglegange smitsomme sygdomme.
Heldigvis er der hjælp at hente. Et effektivt middel er et sneglemiddel med jernfosfat.
- De kan godt lide det, men de kan ikke tåle det. Det stopper for sneglens fødeoptagelse. Den kravler tilbage i sin bolig og dør lige så stille og smertefrit, forklarer Erik Andersen.
Du kan finde flere god råd til sneglebekæmpelse her