Drabsoffer blev grusomt mishandlet

En 62-årig mand i Toreby blev mishandlet af sine drabsmænd. To unge blev i dag varetægtsfængslet i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Et meget groft og bestialsk drab.

Med de ord forklarede vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Lolland-Falsters Politi torsdag eftermiddag indirekte, hvorfor retsmedicinerne endnu ikke med sikkerhed har identificeret liget af den 62-årige mand, der i lørdags blev fundet død i sit hus i Toreby på Lolland, dræbt af slag med et stumpt redskab og af stik.

Det skete på et pressemøde på Nykøbing Falster politistation samtidig med, at de drabstiltalte, to mænd først i tyverne, var til grundlovsforhør. Det blev af hensyn til efterforskningen holdt for lukkede døre, men det endte med at to af de tre sigtede blev fængslet i foreløbig fire uger. Den tredje blev løsladt, men er stadig sigtet.

Kriminalpolitiet ville på pressemødet kun redegøre for de store linjer og status, fordi det endnu ikke har fuldt kendskab til den tredje sigtedes gøren og laden, en 18-årig mand, der ved et grundlovsforhør onsdag blev sigtet for medvirken til drab.

Kriminalpolitiet holdt kortene tæt til kroppen, men føler sig meget sikker på at have fanget gerningsmændene, som alle tre er fra Østlolland og kendinge af politiet. Drabsvåbnene, som politiet ikke vil beskrive nærmere, er fundet, og alle spor peger i retning af de tre.

Drabet fandt sted i tidsrummet mellem den 28. og den 30 juni, henholdsvis klokken 18.30 og 17.43 og blev begået af de to sigtede i forening med et stumpt slagvåben og en kniv, fremgik det af anklageren, Kirsten Marie Rasmussens, erklæring før lukningen af grundlovsforhøret. Politiet sætter drabstidspunktet til natten til fredag den 29. juni.

Om offer og gerningsmænd kendte hinanden og om motivet til drabet, vil politiet ikke udtale sig, men det er alment kendt i lokalsamfundet, at den dræbte, som var handelsmand, havde for vane at ligge inde med meget store summer.
/ritzau/


Nyhedsoverblik