Drabsmand skal ud af landet

Højesteret så ikke grund til at ændre på udvisningsdommen over en ung tyrkisk mand, der er dømt for et drab begået med rambokniv i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag stadfæstede højesteretsdommerne straffen på 12 års fængsel og udvisning til den 19-årige Muhammed Karali, der er født og opvokset i Danmark.

Han blev dømt for at have stukket den 31-årige Morten Friis Pedersen ihjel i Slagelse sidste år. Karali var på besøg hos Pedersen og så sit snit til at hugge 10 gram speed. Men det endte med, at han stak en såkaldt Rambo-kniv i halsen på ham.

Selv om han er født og opvokset i Danmark, er han så dårligt integreret i det danske samfund, at han skal smides ud af landet.

Karalis forældre og størstedelen af hans øvrige familie bor i Danmark. Men alligevel har hans tilknytning her til landet været så svag, at han skal udvises, vurderede et flertal af dommerne.

Retten lægger vægt på, at han kun taler tyrkisk med sine forældre og hvert andet år har været på ferie i Tyrkiet. Derfor var det på sin plads at udvise ham.

/ritzau/


Nyhedsoverblik