Ni drenge skal afhøres bag lukkede døre i en sag fra Sydsjælland, hvor en 55-årig mand fra Vordingborgegnen er tiltalt for at have begået en stribe overgreb mod dem.
- Vi har besluttet at lukke dørene under de forurettedes vidneforklaringer, fordi de ikke skal krænkes yderligere, forklarer dommer, Anders Martin Jensen i Retten i Næstved i dag.
Tidligere dømt
Den 55-årige tiltalte mand i sagen er blevet afhørt for åbne døre. Han er dømt for sexovergreb på mindreårige og er straffet med halvandet års fængsel,
Denne gang er han tiltalt for 12 forhold - bl.a. for at have givet nogle af de unge drenge hash og penge til gengæld for seksuelle ydelser.
Tiltalt: Vi var venner
Manden påstår, at han var en slags mentor for drengene og har fortalt, at de spurgte ham til råds om alt fra sex til familierelationer og skolearbejde.
- Jeg er på ingen måde typen, der er interesseret i sex med unge mennesker.
- Jeg var venner med dem og havde helt normale venskabelige følelser for dem, siger manden, der på ingen måde ser noget forkert i sit forhold til drengene.
Han har tidligere tirsdag erkendt at have givet en 14-årig dreng blowjobs og handjobs, men han påstår samtidig, at han ikke kendte drengens alder.