Dommer fængsler 16-årig for sextvang

Kvinde, der fik et lift, blev slået og truet og tvunget til sex af chaufføren, der ville have betaling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da en 16-årig dreng lørdag blev fremstillet i et grundlovsforhør i Roskilde, kunne han i det store hele nikke ja til, at han havde fået oralsex af en kvinde, han havde givet et lift.

Drengen er sigtet for vold, trusler og anden kønslig omgængelse og blev fængslet frem til den 9. august.

På grund af hans alder skal han anbringes på en sikret institution.

Politiet gik ind i sagen torsdag, da man fik en henvendelse fra en 35-årig kvinde, der fortalte, at hun var blevet tvunget til oralsex af en bilist.

Kvinden havde været i sommerhus med mand og børn i Odsherred, men skulle tilbage til København.

Da der ikke kom nogen bus, begyndte hun selv at gå mod den nærmeste togstation. Men pludseligt standsede en bil og tilbød hende et lift.

Kvinden har forklaret politiet, at hun sagde ja tak og undervejs fortalte chaufføren livligt om sig selv, indtil han omkring Vig pludseligt krævede betaling for turen.

- Kvinden havde ingen penge, og så tvang han hende til oralsex. Han truede med at slå hende ihjel og hun blev også slået, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Det var ud fra de oplysninger, som kvinden kunne genfortælle, at politiet fredag kunne anholde den kun 16-årige dreng.

/ritzau/


Nyhedsoverblik