Dommer fængsler 16-årig for knivstik

Foto: TV ØST

En 14-årig dreng fik punkteret sin ene lunge, da han blev stukket i ryggen under et slagsmål nær Næstved.

En dreng på 16 år er blevet fængslet i sagen om et knivangreb på en to år yngre dreng i Gelsted uden for Næstved.

Den 14-årige blev såret af to stik i ryggen, da han sent tirsdag aften kom i slagsmål med en ældre dreng i Gelsted uden for Næstved.

- Det foregik på offentlig vej. De to mødtes udendørs, fortæller politikommissær Kenneth Pedersen fra lokalpolitiet i Næstved.

- Der har været et uvenskab mellem de to drenge, og de kom i håndgemæng og slagsmål, siger politikommissæren.

Han kan ikke sige noget nærmere om årsagen til fjendskabet.

Den 16-årige dreng blev anholdt cirka en halv time efter volden. Det skete på hans bopæl i Herlufmagle.

I stedet for et arresthus for voksne skal han tilbringe de næste uger i en lukket institution for unge lovovertrædere.

Det skyldes, at en dommer i Retten i Næstved onsdag eftermiddag har besluttet at varetægtsfængsle ham frem til 19. januar.

Offeret fik punkteret en lunge og blev opereret på sygehuset i Næstved. Han er uden for livsfare.

Natten til onsdag har betjente afhørt den 16-årige.

- Han erkender at have været til stede på gerningsstedet. Men de nærmere omstændigheder har han ikke villet udtale sig om, siger politikommissær Kenneth Pedersen.

Der var vidner til opgøret på Engvej i Gelsted mellem de to drenge, og politiet har også fundet gerningsvåbnet.

Den 16-årige har valgt ikke at kære dommerens kendelse om fængsling til Østre Landsret, oplyser politiet.

01:56 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App