Dolphin Jet får en varm velkomst

Den længe ventede hurtigfærge Dolphin Jet blev i dag modtaget med pift og store smil på læberne i Kalundborg, da den for første gang kom i havn i formiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Pressen var mødt frem, flere borgere stod på kajen var glade og 47 biler holdte klar til at køre om bord på den længe ventede Dolphin Jet i Kalundborg Havn i dag kl. 10. Hurtigfærgen sejlede fra Aarhus kl. 8 i morges.

- Vi bor jo i "Vandkantsdanmark", vi har en vej sydpå og en vej til København, men vi vil også meget gerne have en ordentlige infrastruktur mod Aarhus, så vi er rigtigt glade, siger Kalundborg Havns direktør Bent Rasmussen.

Hurtigfærgen har været forsinket i flere måneder. Jomfrurejsen er blevet forsinket, fordi Naturstyrelsen løbende har manglet dokumentation for, at Dolphin Jet ikke påvirker de EU-fredede naturområder, den sejler igennem i blandt andet Kalundborg Fjord.

- Vi har afventet den dokumentation, der skulle til for, at vi kunne godkende færgen. Og den ikke vil ødelægge naturen, siger Lars Rudfeld, der er fuldmægtig i Naturstyrelsen.

Sagen har været behandlet af Naturstyrelsen, som derefter har sendt en anbefaling til Miljøstyrelsen, der har lavet den endelige miljøgodkendelse.

Historien om Dolphin Jet startede i maj, hvor hurtigfærgen Dolphin Jet ankommer til Aarhus. I slutningen juni melder rederiet FRS Group ud, at færgen skal sejle, men den holdes tilbage af Miljøstyrelsen. I starten af juli overvejer rederiet at lade Dolphin Jet sejle til Odden i stedet for Kalundborg og i starten af juli beder Kalundborgs borgmester Martin Damm Miljøminister Ida Auken om at gå ind i sagen, men det vil hun ikke.

Ifølge rederiet skyldes den manglende dokumentation, at man simpelthen ikke har været klar over, hvad der skulle til for at leve op til de danske miljøkrav. Men nu er der foreløbig styr på sagerne.

 

 


Nyhedsoverblik