Det vi har sammen

Dødsfald ryster Odsherred

Foto: TV ØST

Politiet ved stadig ikke, hvad det er for et farligt stof, der lørdag fik tre misbrugere til at falde døde om i Odsherred.

De tre dødsfald har sat sine spor i Svinninge og omegn.

- Jeg går lidt ved siden af mig selv, det gør jeg. Ser folk komme ind med røde øjne, fordi de har grædt. Det er mærkeligt, siger Tina Peitersen, som kendte to af de døde.

Det indtil videre ukendte stof tog først livet af en 30-årig mand i Føllenslev. Senere døde en 47-årig mand og en 20-årig kvinde i en lejlighed her i Hørve.

TV2 ØST har talt med nogle af de personer, der var til stede i lejligheden i Hørve. De fortæller, at de er dybt berørte og chokerede over det, der er sket. De var blandt andet med til at forsøge at genoplive dem begge. De forklarer også, at de to kendte den tredje omkomne fra Føllenslev.

Den 20-årige kvinde var i live i lejligheden, da ambulance-reddere kæmpede for at redde den 47-åriges liv. Først flere timer efter, at de var taget fra stedet, døde hun også. Alligevel mener politiet ikke, at man kunne have gjort noget anderledes.

- Der var intet som helst, da vi var ude i lejligheden i første omgang, som tydede på, at der var noget i vejen med hende. Hun lå og sov på ganske normal vis, og der var ikke noget, der tydede på, at hun skulle være påvirket af det samme som den 47-årige. Så det er meget uheldige omstændigheder, det må man sige, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet ved endnu ikke, hvilket stof de tre personer har indtaget. De advarer derfor om, at et farligt stof kan være i omløb.

- Det kan være en tilfældighed, men det kan også være, at der er tale om det samme stof. For os er der ingen tvivl om, at i hvert fald to af dødsfaldene hænger sammen, og det er de to, der skete i samme lejlighed, men vi kan ikke sige det med sikkerhed. Der er stadig mange usikkerhedsmomenter i den her sag, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

De tre døde er alle tidligere kendt af politiet.

De, der var i lejligheden i Hørve sammen med to af de afdøde, beskriver ikke sig selv som værende en del af misbrugsmiljøet. De fortæller dog, at både den 47-årige og den 20-årige havde taget en eller anden form for piller.

I løbet af de næste dage vil retsmedicinere udføre obduktioner, som måske vil kunne give svar på, præcis hvad der kostede de tre mennesker livet.

03:13 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App