Dobbelt rekord på Storebælt

Mandskabet på betalingsanlægget i Halskov fik sodavand i dag, for sådan fejres det i Sund & Bælt når der sættes rekorder. Og det blev ikke kun til een rekord, men to af slagsen i dag hvor juletrafikken toppede på broen ved middagstid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statistikerne havde regnet sig frem til, at der i dag ville passere 4.598 biler i timen mellem elleve og tolv. Men rekorden blev på hele 5.080 biler i den travle middags time. Så chefen for betalingsanlægget, Jens Kjær Nielsen, var glad i dag:

- Ja, vi havde håbet lidt på det. Nu er det jo fire et halvt år siden vi har haft en timerekord, på grund af finanskrisen, men den her gang, så var den der, siger Jens Kjær Nielsen.

Resultatet blev kommunikeret til bilisterne via højttalersystemet og det udløste en glad horn-koncert.

Dobbelt fest

Klokken 13 blev der igen grund til at feste. Stik mod forventningerne, sneg timetallet sig igen op over de statistiske topværdier. Resultatet var nu 5.267 bilister. Og det bedste af det hele, ifølge Jens Kjær Nielsen, var, at rekorden ikke medførte ventetid trods det massive pres:

- Jeg troede faktisk ikke vi kunne afvikle så mange, men det kan vi, og der har ikke været nogen kø eller nogen ventetid, så det er helt fantastisk, siger Jens Kjær Nielsen.


Nyhedsoverblik