Det vi har sammen

DF'ere i Odsherred får ingen julefrokost

Foto: TV ØST

Valgstridighederne i Odsherred har ikke fået julestemningen frem hos DF i Odsherred. Julefrokosten aflyses nu på grund af for mange afbud.

Julefreden har endnu ikke sænket sig over Dansk Folkeparti i Odsherred. Julefrokosten er nemlig ramt af så mange afbud, at den nu er blevet helt aflyst. Det skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Partiet gik ellers fra to til tre mandater ved kommunalvalget, så julefrokosten kunne have været en passende sejrsfest.

Men efter stridigheder internt i partiet er afbuddene strømmet ind, blandt andet fra den nu forhenværende næstformand i Dansk Folkeparti i Odsherred, Carsten Hansen.

- Nej, jeg er træt af politik og synes ikke, at der er så meget at feste for. Jeg deltager i hvert fald ikke i flere festligheder i det selskab, siger han til Nordvestnyt.dk.

Partiformand Pia Kjærsgaard er også blandt de DF'ere, der har meldt afbud til julefrokosten.

Formanden for lokalbestyrelsen, gruppeformand Steen Egede Jensen, lover dog, at der vil blive en ny chance for at fejre, så snart gemytterne er faldet til ro.

- Det har været nogle hektiske dage på det seneste. Nu vil vi gerne have, at der falder lidt mere ro over vandene, men efter nytår sætter vi os sammen og holder en ordentlig valgfest, siger Steen Egede Jensen og fortsætter:

- Pia Kjærsgård vil selvfølgelig være inviteret.

Steen Egede Jensen og hans hustru Helle Just Jensen, der også sidder i byrådet, vil ikke udelukke, at de holder deres egen private valgfest på fredag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App