Det vi har sammen

DF-profil meldes rask igen

Efter længere tids sygdom vender Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen, der bor i Køng på Sydsjælland, tilbage til Folketinget.

Når Folketinget mødes på tirsdag, vil tingets 2. næstformand, Søren Espersen (DF), atter sætte sig i formandsstolen.

Søren Espersen, som også er Dansk Folkepartis udenrigsordfører, måtte tage sygeorlov i sidste måned efter at være blevet ramt af en tredobbelt diskusprolaps.

Men efter en intensiv genoptræningsproces melder Søren Espersen sig igen under fanerne.

- Det er en langvarig proces, som vil komme til at tage flere måneder, men det går fremad. Jeg behøver ikke længere tage så meget smertestillende medicin, og nu kan jeg atter sove om natten uden smerter. Men heldigvis slipper jeg for en operation, siger Søren Espersen.

Selv om Søren Espersen nu kommer tilbage, skal han dog netop stadigvæk fortsætte genoptræningen af ryggen. Hver anden time skal udenrigsordføreren helst lave sine rygøvelser.

I Søren Espersens fravær har han været afløst af sin suppleant, den tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) Kenneth Kristensen Berth.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?