Mobil-telefon-ulykker skal undersøges (Video)

Foto: TV ØST

Justitsminister, Lars Barfoed, er parat til at se lovgivningen efter i sømmene for at kunne tjekke om der er talt i mobiltelefon forud for en trafikulykke. Den mulighed er ikke til stede i dag og derfor ved myndighederne ikke, hvilken indflydelse mobilsnak har på uheld og ulykker.

Hvor ofte er mobilsnak en medvirkende årsag til trafikuheld og - ulykker? Svaret er ukendt for myndighederne fordi de ikke uden videre kan få adgang til de teleoplysninger, der kunne vise om en bilist har talt i mobiltelefon inden han kørte galt, men det bliver lavet om, fortæller TV2 ØST.

[video:flv:100325_mobil.flv]

Både justitsministeren og formanden for Færdselssikkerhedskommissionen er parate til at se lovgivningen efter i sømmene.

Lov-tjekket kommer efter det journalistiske magasinprogram, Missionen på TV2 ØST, har undersøgt danskernes mobiltelefonsnak. I programmet rejser Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, kritik af at det aldrig er lykkedes for kommissionen at få lov til at tjekke implicerede bilisters teleoplysninger, for at se om mobilen havde direkte indflydelse på et trafikuheld.

- Når vi bliver spurgt af politikere og presse om, hvad det betyder for trafikulykkerne, at man taler i mobiltelefon, så kan vi ikke svare præcist og klart. Vi ved det simpelthen ikke. Med adgang til teleoplysningerne ville vi kunne give et meget bedre svar, siger Sven Krarup Nielsen, formand Havarikommissionen, til TV2 ØST.

Minister positiv overfor teletjek

TV2 ØST har rejst kritikken overfor Justitsminister Lars Barfoed, der erkender, at oplysningerne er vigtige at have adgang til, så han siger til Missionen på TV2 ØST, at han nu vil se nærmere på lovgivningen:

- Jeg er positiv overfor det, enten at det kan ske inden for den eksisterende lovgivning, hvis ikke det kan det, så tilvejebringe en hjemmel i loven til det. Det er jeg positiv overfor, siger justitsminister, Lars Barfoed (Kons.) til TV2 ØST.

Teletjek kun ved drab

Efter TV2 ØST´s oplysninger beskytter flere love i dag ”privatlivets fred” og i justitsministeriet er embedsmænd i gang med at finde ud af, hvilke love det drejer sig om.

De teleoplysninger, som Havarikommissionen ønsker at få indsigt i, er der normalt kun lovhjemmel til at se ved sager (drabssager og lignende), hvor strafferammen er væsentligt højere end ved færdselsuheld.

Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, Karsten Nonbo (Venstre) er enig med justitsministeren i, at lovgivningen skal ses efter i sømmene:

- Jeg er egentlig ligeglad med, hvilken lov det er, der skal laves om, fordi jeg sidder altså som lovgiver, så jeg har ikke nogen undskyldning for ikke at få det gjort. Vi skal se på at finde et fornuftigt snit, siger Karsten Nonbo til TV2 ØST.

Se hvor galt det kan gå i aften

Missionen på TV2 ØST sætter torsdag aften fokus på danskernes mobilsnak, både den håndfri og den håndholdte. Missionen tester reaktionsevnen hos en bilist, der til dagligt kører landet tyndt som sælger. Se i aften, hvor galt det kan gå, når sælgeren taler i håndfri mobil, og bilisten foran ham bremser. Det sker på den digitale Kanal ØST fra klokken 20.00 – 20.25.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App