Det gode vejr kommer i weekenden

Vi får godt vejr i weekenden. Men inden da må vi igennem en gruelig masse regnvejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det begynder rigtig skidt, for Kristi himmelfartsdag bliver en kold fornøjelse, der mest af alt kommer til at ligne en efterårsdag.

Men så bliver det ellers bedre dag for dag: Temperaturen stiger, og mængden af sol vokser, lover DMI's vagtchef, Henning Gisselø.

- Torsdag bliver det lidt råt med byger og blæst og ikke helt så meget sol, som man kunne håbe på, siger vagtchefen.

På helligdagen blæser en jævn til hård vind fra vest og nordvest, i Nord- og Nordvestjylland op til kuling.

Dagstemperaturerne på Kristi himmelfart ligger 8 mellem 12 grader. Og heller ikke fredag ser prangende ud, men trods alt bedre:

- Fredag lægger vinden sig næsten helt, i Nordjylland vil der dog selv sidst på dagen være en svag til jævn vestenvind. Det holder tørt med nogen sol, lyder det fra vagtchef Henning Gisselø.

Temperaturen er allerede så småt på vej op fredag, hvor den ender mellem 10 og 13 grader. Tendensen med varmere vejr fortsætter over weekenden og ender søndag på mellem 15 og 20, i Vestjylland måske endda op til 22 grader for de allerheldigste.

- Når vi kommer til weekenden, så kommer solen noget mere på banen, forudser vagtchef Henning Gisselø.

Varmen blæses op over Danmark med en let til frisk østlig vind. Derfor bliver det også køligere ved østvendte kyster.

- Samarbejdet mellem et højtryk over Skandinavien og et lavtryk over Vesteuropa, giver flot vejr i slutningen af Kristi Himmelfartsferien. De to tryksystemer trækker varme op til os, siger han.

Også nattemperaturene stiger. Natten til fredag og lørdag kommer den nogle steder ned til 2 grader, mens temperaturen natten til mandag bliver tocifret.

/ritzau/


Nyhedsoverblik