Det vi har sammen

Det går godt for vindmøllerne

Foto: TV ØST

Vindmøllefabrikken Vestas omsatte i årets andet kvartal for otte milliarder. Der er fortsat stor efterspørgsel efter vindmøller.

Vindmøllekoncernen Vestas fik i andet kvartal en omsætning på lige godt otte milliarder kroner, hvilket er lidt bedre end samme kvartal sidste år.

Driftsresultatet voksede fra 671 til 686 millioner kroner.

Det svarer til forventningerne.

Vestas fastholder sine forventninger til hele året, der ventes at ende med en omsætning på 42,5 milliarder kroner.

Den danske vindmøllefabrik, der blandt andet har en afdeling i Nakskov, regner med en markedsandel på verdensplan på 25 procent, selv om der er voksende konkurrence fra nye producenter - ikke mindst fra Kina.

Efterspørgslen på vindmøller er fortsat meget stor, og fabrikken slås stadig med lange leveringstider. Ventetiden på vigtige komponenter fra underleverandører er helt op til 15 måneder.

Det giver pres på priserne, men foreløbig betyder de høje priser på olie og kul, at vindmøllefabrikanterne også kan tage mere for deres møller.

Tip os Har du et godt tip?