Det bobler med nye virksomheder på Sjælland

Foto: TV ØST

Sjællænderne har igen fået mod på at springe ud med egen virksomhed.

Det skriver DAGBLADET Roskilde. Efter et par kriseår med meget få nye firmaer går det nu igen fremad.

I årets syv første måneder blev der registreret 17,1 procent flere nye virksomheder i forhold til samme periode i 2010 i Region Sjælland. Det viser tal fra Zealand Business Connection.

I Roskilde, Lejre og Ringsted Kommuner alene har stigningen været på 13,2 procent i forhold til sidste år, dog mærkbart størst i Roskilde.

Det stigende antal iværksættere glæder direktør for de tre kommuners erhvervssamarbejde Zealand Business Connection, Kim Lundshøj.

- Det er positivt, at der igen er begyndt at komme gang i erhvervslivet. Det er gået den forkerte vej efter finanskrisen, men med stigningen i nye virksomheder kan vi se, at der er optimisme igen, siger han.

Også i Håndværksrådet har man mærket, at troen på fremtiden som selvstændig vender tilbage.

- Vi kan se det i vores egne tal også. Der er langt op til de gode dage. 2010 og 2009 var rædselsår, også med konkurser og virksomhedslukninger. Men nu er der grøde i det nederste lag i erhvervslivet. Det er ikke jubel-optimisme, men det begynder at gå fremad igen, siger chef for Håndværksrådets politiske afdeling, Frank Korsholm til DAGBLADET Roskilde.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App