Det vi har sammen

Det bliver en lun uge i Danmark

Foto: TV ØST

Den kommende uge bliver ret lun og ikke særlig efterårsagtig. I morgentimerne kan der været en del tåge.

Vejret bliver hverken vådt, blæsende eller på anden måde efterårsagtig i den kommende uge, og temperaturerne kommer ikke til at belaste danskernes varmeregningen ret meget.

- Vi er kommet ind i en vejrtype, hvor der strømmer ganske lun luft op til os fra sydlige retninger.

- Luften kommer helt nede fra det nordlige Afrika, forklarer vagtchef på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Thyge Rasmussen.

Hele ugen vil vejret være ret fredeligt og ensartet, men der kommer dog en lille variation, når en svag front med lidt regn passerer Danmark vestfra først på onsdagen.

- Der kommer nogle små variationer med lidt regn undervejs, men ellers er vi inde i en vejrtype, som ikke ændrer sig særlig meget i løbet af ugen, siger Thyge Rasmussen.

Hele ugen kommer temperaturerne til at svinge omkring de 10 grader - lidt over om dagen og lidt under om natten.

Vejret vil gennemgående være diset og skyet, men solen vil også komme til at skinne indimellem. Det kommer dog til at knibe i morgentimerne, hvor vi kan forvente en del tåge.

- Det er prisen, man betaler, for det her lune vejr. Der er meget fugtighed omkring os, og når det bliver så lunt, så bliver det meget nemt tåget og diset.

- Solen har ikke så meget magt mere, så den har svært ved at få bugt med tågen, siger Thyge Rasmussen.

Selv om vejret ikke er typisk for årstiden, så slipper vi ikke helt for lidt regn indimellem. Tirsdag og torsdag ser ud til at blive mest tørre dage.

/ritzau/

Se hvordan vejret bliver i din by

Tip os Har du et godt tip?